Københavns Lufthavn vil reducere ventetid

københavns lufthavn, ventetid, passagerer, sikkerhedskontrolLUFTHAVNE: Det var ikke jordens bedste ide, at Københavns Lufthavn sidst i marts efter aftale med SAS og Norwegian henviste indenrigsrejsende til lufthavnens fælles sikkerhedskontrol. Lufthavnen arbejder på at forbedre forholdene – og transportministeren overvejer et påbud om forbedring.

Efter den megen kritik af meget længere ventetider for indenrigsrejsende i Københavns Lufthavn, iværksatte lufthavnen for nogle uger siden et ”indenrigsprogram,” der skal øge dialogen med indenrigspendlerne og sikre en bedre service for alle rejsende i lufthavnen.

I går noterede lufthavnen, at målinger efter initiativerne blev sat i gang, viser, at ventetiden i sikkerhedskontrollen nu er reduceret 18 procent, så den gennemsnitlige ventetid nu er under fem minutter, også i myldretiderne.

”Vi er kede af, at pendlerne oplevede, at de kom i klemme i forbindelse med sammenlægningen af indenrigs- og udenrigstrafikken. For 14 dage siden igangsatte vi derfor initiativer for at sikre, at pendlerne forhåbentlig kan blive tilfredse. Blandt andet ekstra bemanding i vores sikkerhedskontrol, to pendlerspor samt øget dialog med pendlerne. Målingerne viser, at det går fremad – men vi er klar over, at det ikke er en mirakelkur,” siger lufthavnens kommunikationsdirektør, Henrik Peter Jørgensen.

I går skrev Ritzau og Jyllands-Posten, at ventetiden ved sikkerhedskontrollen i Københavns Lufthavn skal nedbringes ifølge transportminister Magnus Heunicke. ”Hvis der ikke er rettet op på det i august, kommer der et decideret pålæg fra os”, lød det.

”Jeg har talt med pendlere fra Nordjylland, Esbjerg (som ikke har nogen direkte rute til Københavns Lufthavn, red) og Bornholm, og de var alle utilfredse, og nu har vi så dokumentation for, at det er vel begrundet,” siger ministeren.

Trafikstyrelsen har målt den gennemsnitlige ventetid i marts, april, og de første to dage af maj. Det viser, at ventetiden i 13 pct. af målingerne var over 10 minutter, i 3,5 pct. over et kvarter og i det værste tilfælde ventede passagererne i snit 25,3 minutter på at komme igennem sikkerhedskontrollen.

Ministeren noterer, at de længste ventetider var på tidspunkter, hvor kun syv og 14 af de i alt 18 spor i kontrollen var åbne.