Københavns Lufthavn udvider sikkerhedskontrol

Der kan være lange ventetider ved sikkerhedskontrollen i Københavns Lufthavn – her foto fra i søndags, hvor ventetiden på skiltet i baggrunden står til at være 18 minutter.

Der kan være lange ventetider ved sikkerhedskontrollen i Københavns Lufthavn – her foto fra i søndags, hvor ventetiden på skiltet i baggrunden står til at være 18 minutter.

LUFTHAVNE: Passagertallet stiger i Københavns Lufthavn – for at holde ventetiderne nede får lufthavnen nu yderligere to spor i sin centrale sikkerhedskontrol, der årligt passeres af ca. 10 mio. rejsende.

Mens lufthaven i dag har 16 spor i sin sikkerhedskontrol, er der snart 18, erfarer standby.dk. Oplysningen bekræftes af lufthavnens pressechef, Søren Hedegaard Nielsen, der siger, at lufthavnen næsten er gået i gang med at bygge de to ekstra spor.

Københavns Lufthavn har ca. 1.000 medarbejdere i sin security-afdeling, hvis største opgave, passagerkontrollen, beskæftiger ca. 75 pct. af de ansatte.

”Lufthavnens generelle passagervækst betyder, at vi allerede har rekrutteret mere personale til security,” siger Søren Hedegaard Nielsen og tilføjer: ”Lufthavnens mål er, at 85 pct. af passagererne skal vente under fem minutter ved sikkerhedskontrollen – og at resten skal være igennem inden for 20 minutter.”

Lufthavnen har ingen konkrete planer om at indføre de såkaldte bodyscannere af passagererne.

En række flyselskaber betaler ekstra for at få sine premium-passagerer hurtigt igennem ved at bruge lufthavnens to ”hurtig-spor,” CPH Express. SAS har sit eget fast track.

Lufthavnen kan på sine passagerprognoser se, hvornår der er ekstra pres på sikkerhedskontrollen og dermed behov for flere åbne spor.

Lufthavnen har også interesse i at få passagererne hurtigt igennem sikkerhedskontrollen, så de kan komme ind og bruge penge i transithallens butikker, restauranter, barer osv. Jo længere tid de står i kø foran sikkerhedskontrollen, jo mindre tid har de til at shoppe i.