Københavns Lufthavn kåret til den mest effektive

Cph LufthavnLUFTFART: Københavns lufthavn er netop kåret til den mest effektive lufthavn i Europa. Årsagen er digitale løsninger og øget automatisering.

Air Transport Research Society (ATRS) har vurderet effektiviteten i lufthavne verden over. Her har Københavns Lufthavn vundet prisen som den mest effektive lufthavn i Europa.

“Prisen anerkender det arbejde, vi hver dag gør for at drive en effektiv lufthavn, der er attraktiv for rejsende og flyselskaber,” siger Kristian Durhuus, driftsdirektør i Københavns Lufthavn. Han forklarer, at Københavns Lufthavn har to strategier; dels vil den gøre det lettere for passagerer at komme igennem lufthavnen, og dels skal det være optimalt for flyselskaberne at drive forretning i lufthavnen.

”Begge ben handler i høj grad om at benytte digitale løsninger, automatisere og udnytte de store mængder data, vi indsamler,” siger han.

Når ATRS vurderer effektiviteten, er det især lufthavnens evne til at håndtere kompleksitet, de undersøger: “Vi afvikler en meget stor og kompleks operation, men formår at gøre det med færre medarbejdere end i sammenlignelige lufthavne. Det skyldes ikke mindst, at vi har dygtige og selvstændige medarbejdere, som tager et stort ansvar”, siger Kristian Durhuus.

Københavns Lufthavn er i disse år ved at udbygge og forbedre lufthavnen, og i år vil forbedringerne beløbe sig til over en milliard kroner.