København på vej mod hotelrekord

0

radisson-blu-royal-hotel-copenhagen-lobby-sitting-areaTURISME: Antallet af hotelovernatninger i Storkøbenhavn steg i årets første kvartal 10 pct. Fortsætter fremgangen, runder hovedstaden i år for første gang 10 mio. overnatninger.

I årets første kvartal fløj over en halv million turister til København – en stigning på over 27 procent sammenlignet med samme kvartal sidste år. Dermed steg antallet af turister, der rejste til og fra København med 117.000, viser ny analyse fra Københavns Lufthavn.

Antallet af passagerer i Københavns Lufthavn i årets første tre måneder blev 5,7 mio., 14 pct. højere end samme kvartal sidste år. Og en væsentlig del af væksten tilskrives stigning i turister.

Københavns Lufthavns adm. direktør, Thomas Woldbye, siger: “Danmark er rykket op på listen over rejsemål i takt med vores nye ruter. Vi arbejder for at tiltrække nye ruter og øge udvalget af selskaber, bl.a. i samarbejde med Wonderful Copenhagen og øvrige partnere i ruteudviklingsprogrammet Global Connected. I dag har vi mere end 150 direkte ruter og et stort potentiale for vækst.”

Ifølge Wonderful Copenhagen steg antallet af overnatninger i Storkøbenhavn i første kvartal sammenlignet med samme periode sidste år. I kvartalet var der vækst i overnatninger på 9,2 pct. i forhold til første kvartal sidste år – en fremgang på knap 146.000 til i alt over 1,7 mio. overnatninger.

Ifølge WoCo kommer der især flere gæster fra USA, Storbritannien, Tyskland, Spanien og Italien. Storbritannien er i dag største internationale leverandør af overnatninger i København. I årets tre første måneder rejste over 568.000 mellem København og London, næsten 27 pct. flere end samme periode sidste år.

Turismen bidrager årligt i hovedstadsregionen med en omsætning på 38 milliarder kr. og skaber beskæftigelse til omkring 44.000.

Adm. direktør i Wonderful Copenhagen, Mikkel Aarø-Hansen, siger: “Fortsætter dette års første kvartals fremgang, runder hovedstaden i år for første gang 10 mio. overnatninger. Fremgangen skyldes ikke mindst flere direkte flyruter til København. Direkte ruter fra vigtige markeder er afgørende for fortsat vækst, hvad end det gælder traditionelle ferieturister, krydstogtgæster eller kongresdeltagere.”

Skriv en kommentar

Skriv din kommentar
Skriv dit navn