København må gerne støtte Melodi Grand Prix med 25 mio. kr.

Grand Prix 2014

GRAND PRIX: Det er lovligt, at Københavns Kommune betaler ombygningen af de store haller på Refshaleøen, inden Melodi Gran Prix i maj, selv om mange er kritiske over for det store kommunale tilskud.

Kampen om at få lov til at arrangere Melodi Grand Prix har været hård. København vandt et tæt opløb foran Herning. Som en kilde i Herning sagde efter afgørelsen: ”Det eneste vi manglede var et nedlagt skibsværft.”

Senere viste det sig, at det kræver ombygning for et stort millionbeløb for at gøre B&W-hallerne brugbare, men da var der ingen vej tilbage. Nu har Statsforvaltningen blåstemplet det kommunale tilskud.

”Afgørelsen er klokkeklar. Det er hverken i strid med kommunalfuldmagten eller reglerne om statsstøtte, ” siger overborgmester Frank Jensen i en pressemeddelelse.

Københavns Kommune giver ca. 25 mio. kr., Region Hovedstaden og Wonderful Copenhagen resten af de 50 mio. kr., som er nødvendige.

Turistbranchen med hoteller og restauranter regner med en turistomsætning alene på over 100 mio. kr. Hertil kommer en helt uvurderlig markedsføring af Danmark som turistland over hele verden, hvis opgaven løses på den ventede professionelle måde.
Man forventer, at der sendes TV fra København det meste af en uges tid.