København er en af verdens bedste sportsbyer

0
Wonderful Copenhagen, Lars Vallentin Christensen, ansvarlig for sportsevents hos Wonderful Copenhagen, tog imod prisen fra SportBusiness International.
Wonderful Copenhagen, Lars Vallentin Christensen, ansvarlig for sportsevents hos Wonderful Copenhagen, tog imod prisen fra SportBusiness International.

TURISME: København landede på 7. plads blandt verdens bedste sportsbyer – også for evnen til at udvikle nye sportsevents. Opgørelsen laves af det internationale magasin SportBusiness International.

Øverst på Top 10-listen var New York, London og australske Melbourne. Københavns 7. plads placerede hovedstaden foran Manchester, Los Angeles og Tokyo. Ud over placeringen i toppen blandt verdens bedste sportsbyer, kom København også hjem fra konferencen SportAccord Convention i schweiziske Lausanne med en særpris.

København fik nemlig pris for bedste lokalt udviklede sportevent – på baggrund af faldskærmskonkurrencen Swoop Challenge sidste år over Københavns Havn og Peblingesøen. SportBusiness International  udpeger hvert år verdens bedste sportsbyer i forskellige kategorier efter indstilling fra byerne selv.

”Jeg er stolt over, at København anerkendes som en sportsby i verdenseliten. Det er velfortjent, at folkene bag Swoop Challenge får kæmpe skulderklap. Mange forbund er rigtig gode til at udnytte København som kulisse for sportsbegivenheder. Det sætter København på verdenskortet,” siger byens kultur- og fritidsborgmester, Carl Christian Ebbesen.

I alt havde 150 byer verden over indstillet sig selv til prisen som verdens bedste sportsby. De blev vurderet af en jury efter en række faktorer. Det var f.eks. tidligere og kommende sportevents i byen, kapacitet i forhold til lufthavn og hoteller og byens integration af sportsbegivenheder i byrummet og kulturlivet. Wonderful Copenhagen havde indstillet København til prisen.

”De internationale sportsevents med mange tusinde tilrejsende tilskuere, officials mm er vigtig del af vores indsats for at skabe vækst via turisme. Samtidig markedsfører mediedækningen ved sportsevents København på verdensplan. De kommende år skal København være vært for bl.a. EM i svømning og VM i ishockey. Og placeringen blandt verdens bedste sportsbyer styrker Københavns position, når vi byder på nye sportevents til hovedstaden,” siger Mikkel Aarø-Hansen, adm. direktør i Wonderful Copenhagen.

Årets Top 10-liste havde denne rangering: New York City som nr. 1, London, Melbourne, Auckland (New Zealand), Glasgow, Calgary, København, Manchester, Los Angeles og Tokyo.

Skriv en kommentar

Skriv din kommentar
Skriv dit navn