Kinesernes rejseforbrug er verdens største

kinesiske-turisterTURISME: I løbet af blot et år er forbruget steget med 27 millioner dollars, hovedsageligt til shopping, sightseeing og restaurantbesøg, viser hotels.com Chinese International Travel Monitor 2014 (CITM).

Ifølge Tourism Administration of China rejste 97 millioner kinesere over landets grænser sidste år, og det ventes at runde 100 millioner i år. Ifølge the Chinese Tourism Academy var antallet steget med 17% allerede de første tre måneder af 2014.

Også i Danmark har vi mærket kinesernes stigende rejselyst, da antallet af kinesiske overnatninger er mere en fordoblet over de seneste tre år og sidste år var 152.000.

Ifølge UNWTO øgede kineserne deres rejseforbrug med 27 millioner dollars fra 2012 til 2013, og havde dermed verdens største rejsebudget på 129 millioner dollars.

Ifølge hotels.com CITM 2014 bruger 52% af de kinesiske rejsende størstedelen af deres rejsebudget på shopping. Næste post på listen er sightseeing med 18% fulgt af restaurantbesøg med 14% og guidede ture med 6%.

VisitDenmark nikker genkendende til, at det er de rejseaktiviteter, som kinesiske turister bruger mange penge på: ”Kineserne går efter internationale mærkevarer, men også danske mærker som ECCO og Royal Copenhagen er i høj kurs. Og så køber de souvenirs i stor stil. Det er vigtigt for dem at have gaver med hjem og at få fortalt om deres rejse. Derfor er de meget aktive og besøger mange attraktioner”, siger direktør Flemming Bruhn fra VisitDenmark.