Kendt travel manager opsagt

0
Stand By forside maj-juni 2016
Stand Bys maj-juni udgave i år havde stort interview med Jens Liltorp, der prydede forsiden.

REJSEBRANCHEN: En af Danmarks kendteste travel managers afskediget under fyringsrunde i stor dansk koncern. ”Travel manageren er en truet dyreart,” sagde han sidste år til standby.dk, hvor han fik hæderspris.

57-årige Jens Liltorp, et fyrtårn i dansk travel management, er netop opsagt hos Novo Nordisk, hvor hans titel er senior category manager, travel.

Jens Liltorp, der i går bekræftede standby.dks oplysninger, har de seneste år navnlig beskæftiget sig med Novos globale rejsepolitik, herunder hoteludbud.

Opsigelsen, der bl.a. ramte Jens Liltorp, sker som led i den fyringsrunde, medierne omtalte for nylig, og som ramte ca. 1.000 i Novo Nordisk.

Jens Liltorp kom til Novo Nordisk i 1999. Koncernen har omkring 42.000 medarbejdere i 75 lande verden over – og bruger ca. to milliarder kr. om året på køb af rejseydelser, f.eks. flybilletter, hotelovernatninger, udlejningsbiler og konferencer.

Jens Liltorp har to gange været formand for Danish Business Travel Association, sammenslutningen af de største travel managers i Danmark samt en lang række af deres leverandører.

”Jeg forlader Novo Nordisk uden bitterhed, formentlig med udgangen af denne måned,” sagde Jens Liltorp i går til standby.dk og tilføjede: ”Jeg ser opsigelsen som en mulighed for forandring. Jeg er i gang med jobsøgning. Jeg vil rigtig gerne fortsætte inden for travel management, men vil ikke udelukke andet. Nu har jeg chancen for at få opfyldt en gammel drøm om at starte forfra – med nye udfordringer,” sagde Jens Liltorp, der har kæmpe netværk i og uden for Danmark.

Jens Liltorp har arbejdet med travel management siden 1984, da han startede i den danske koncern Haldor Topsøe. I 1999 kom han til Novo Nordisk som leder af koncernens interne rejseafdeling. De senere år har han været del af et travel management team med ansvar i corporate procurement hos Novo. En væsentlig ændring er bl.a., at fokus er blevet meget mere globalt.

Hæderspris

I november sidste år modtog Jens Liltorp ved Global Business Travel Associations’ europæiske årskonference pris.

”Modtageren af dette års Luoma Award er en af Europas mest kendte travel managers, en rollemodel når det gælder vidensdeling,” lød del af motivationen.

Luoma Award gives som anerkendelse til en person, der har arbejdet for udviklingen af travel management, for deling af viden og at sætte fokus på branchespørgsmål; modtageren er kendt for at sige sin mening og udfordre problemer, hed det bl.a.

I forbindelse med at han modtog prisen ved GBTA-konferencen sidste år, sagde Jens Liltorp bl.a. til standby.dk: ”Jeg vil medvirke til at påvirke og udvikle travel management. Jeg var i et panel på GBTA-konferencen og talte bl.a. om fremtiden for travel manageren, som man kan kalde en truet dyreart, der bliver påvirket af stadig flere forandringer – mange er teknologidrevne.”

Videre sagde Jens Liltorp: ”Det kræver at man holder sig opdateret og åben for forandringer. Vi ser nærmest dagligt nye leverandørtyper og produkter, intet er stationært… Hver gang man møder en ny udfordring eller trussel fra forandringer i markedet, skal man huske, at de på den anden side ofte også indeholder nye muligheder.”

NO COMMENTS

LEAVE A REPLY