Kendt infochef fyret

Bent Bernardi Sørensen.

Bent Bernardi Sørensen.

CHARTERREJSEBUREAUER: ”Jeg vil ikke fortælle om årsagen, men jeg er fyret hos Bravo Tours og fritstillet. Det er sket uden dramatik, men Bravo Tours’ ledelse må redegøre for beslutningen,” siger infochefen for Danmarks tredjestørste charterrejsebureau. Han har været med i næsten alle Bravo Tours’ 16 år.

Bent Bernardi Sørensen startede som løst ansat i Bravo Tours i 1999 og blev senere fastansat. I går havde han sidste arbejdsdag hos Bravo Tours.

”Mine opgaver vil fremover blive varetaget af Bravo Tours’ kommercielle direktør, Gitte Søndergaard,” skrev Bent Bernardi i går i mail og tilføjede: ”Jeg aktiverer mit gamle firma, Bernardi Press, til at løse alle opgaver inden for kommunikation og information.”

I går sagde Bent Bernardi på telefonen fra Rhodos til standby.dk: ”Jeg vil ikke fortælle om årsagen til min fyring. Aftalen med Bravo Tours indebærer, at al pressekontakt fremover håndteres af Bravo Tours’ kommercielle direktør, Gitte Søndergaard. Jeg blev allerede i april forvarslet om opsigelsen – som led i aftalen er jeg fritstillet resten af året med løn.”

Fyringen af Bent Bernardi er anden gang i år et stort charterrejsebureau opsiger sin pressechef i Danmark. I april fyrede Apollo sin pressechef gennem syv år, Rikke Koks Andreassen, og indgik sidenhen samarbejde med PR- og kommunikationsbureauet TargetPR.