Kendt hotelsalgschef skifter til deleøkonomi

0
Casper Bock.
Casper Bock.

HOTELLER: Salgschefen for et af Danmarks største hoteller stopper efter syv år – fremover står den fra 1. juli på job som salgsdirektør i iværksættervirksomheden Gaest.com, hvis ambition er at gøre for mødelokaler, hvad Airbnb har gjort for overnatningssteder.

Det er et stort karrieremæssigt skift, men Casper Bock er sikker på det er det rigtige valg: ”Jeg ser masser af fremtidsmuligheder i Gaest. En online platform for alle typer af mødelokaler. Det er et helt nyt format. Sådan en platform findes ikke endnu, og da jeg hørte idéen, kunne jeg straks se det enorme potentiale,” siger han og forlader dermed Radisson Blu Scandinavia Hotel Aarhus.

Casper Bock har kendt stifterne af Gaest, Christian Schwarz Lausten og Anders Boelskifte Mogensen, i mange år. Casper Bock hørte om projektet, da de to ville høre hans mening om, hvad møde- og konferencebranchen ville synes om en online platform for alle typer mødesteder:

”Tiden er kommet til at man kan booke et mødelokale online lige så nemt som man kan booke en flybillet eller en overnatning,” siger Casper Bock, der mener, at Gaest kan hjælpe med det næste store digitale skridt, og samtidig udvide mødemarkedet ved at få virksomhederne til at arbejde sammen på tværs af brancher.

”Hvis man som virksomhed ikke følger med, bliver man hurtigt kørt af sporet,” siger Casper Bock.

Skriv en kommentar

Skriv din kommentar
Skriv dit navn