Kendt flyselskab får ny drage

0
Cathay Pacifics koncernchef, Ivan Chu, nr. 3 fra venstre, og Dragonairs ditto, Algernon Yau, med flymodel med Cathay Dragons nye bemaling. I baggrunden ses de to selskabers logo – Cathays grønne vinge og Dragons røde.
Cathay Pacifics koncernchef, Ivan Chu, nr. 3 fra venstre, og Dragonairs ditto, Algernon Yau, med flymodel med Cathay Dragons nye bemaling. I baggrunden ses de to selskabers logo – Cathays grønne vinge og Dragons røde.

LUFTFART: Oneworld-medlemmet i Hong Kong, Cathay Pacific, omdøber sit datterselskab Dragonair til Cathay Dragon. Cathay Pacific får to nye ruter til Europa i år.

Mens Dragonair i dag har en rød drage på halen af sine fly, får det efter ommaling Cathays firmahale med en vinge – bare i rød. Cathay Pacific har en grøn.

Navneændringen til Cathay Dragon skyldes bl.a. at Cathay er mere kendt varemærke, mens færre kender Dragonair.

Tilsammen flyver Cathay Dragon og Cathay Pacific 34 mio. passagerer om året. Cathay Dragon er navnlig stærk på Kina, men har samlet over 50 ruter til lufthavne i Asien.

Dragonair har over 40 Airbus-fly, A320 og A231 samt større A330. Det første fly i Cathay Dragon-bemalingen er klar til april.

Cathay er rigtig stor på Europa med op til 85 ugentlige flyvninger. London Heathrow er størst med fem fly om dagen. Sidste år åbnede Cathay nye ruter til Düsseldorf, Manchester og Zürich. Der kom også ny rute til Oneworld-partneren Qatar Airways i Doha, men den lukkes denne måned.

I år kommer nye ruter til Madrid fra juni og til London Gatwick fra september – begge får fire fly om ugen med selskabets nye Airbus A350.

Cathay klarer sig rigtig godt i Danmark og satte sidste år booking-rekord. De fleste danske rejsende med Cathay skal til Hong Kong eller videre til Fillippinerne, Vietnam, Australien samt indenrigs i Kina.

Cathay har til og fra Danmark feeder-aftaler Air Berlin, Lufthansa og SAS, mens selskabet har codeshare med British Airways.

København er endnu ikke på menukortet hos Cathay, men regnes som klar ”bobler” når Cathay fra i år begynder at modtage sine 48 Airbus A350, Airbus’ nyeste langrutemodel, der f.eks. kan bruges på mindre passagertunge ruter.

Skriv en kommentar

Skriv din kommentar
Skriv dit navn