Kendt direktør forlader WoCos bestyrelse

Allan Agerholm.

Allan Agerholm.

BUDGETROD: Allan Agerholm, adm. direktør for Bella Center og formand for Horesta i hovedstaden, har forladt bestyrelsen for Wonderful Copenhagen. Det sker i utilfredshed med informationsniveauet til bestyrelsen – samt at bestyrelsen afviste hans forslag om, at Rigsrevisionen skulle kulegrave Eurovision-skandalen.

Allan Agerholm, der sad i bestyrelsen for Wonderful Copenhagen på vegne af hotel- og restaurationsbranchens arbejdsgiverforening, Horesta, siger til standby.dk: ”Jeg trak mig for nogle uger siden. Jeg kunne ikke mere leve med det meget mangelfulde informationsniveau til bestyrelsen i forbindelse med hele forløbet omkring Eurovision Song Contest i København – jeg var bedre informeret ved at læse Metroxpress. Det afgørende ”strå” for min beslutning om at forlade bestyrelsen kom, da den øvrige bestyrelse afviste mit forslag om, at bestyrelsen skulle bede Rigsrevisionen kulegrave hele forløbet om Eurovision.”

Hentydningen til avisen Metroxpress skyldes, at avisen har en eller flere særdeles meddelsomme kilder i muligvis WoCo’s bestyrelse eller hos Region Hovedstaden, der også har politikere i WoCo’s bestyrelse. Region Hovedstaden betaler hovedparten af WoCo’s budget.

Avisen har bragt en række afsløringer af forholdene, herunder de økonomiske, omkring Eurovision-showet i København.

WoCo’s underdirektør Martin Bender blev i august første offer for den tredobbelte budgetoverskridelse i forbindelse med Eurovision-finalen i København.

Kort efter trak også formanden for WoCo’s bestyrelse, Michael Metz Mørch, sig. Han blev erstattet af erhvervsmanden Peter Højland, der bl.a. tidligere har været direktør i SAS.

WoCo’s adm. direktør de seneste 20 år, 60-årige Lars Bernhard Jørgensen, har tidligere sagt, at andre må vurdere, om han skal gå af.

Eurovision-finalen i København blev tre gange så dyr som forventet. Budgettet blev overskredet med 77,4 mio. kr., viste redegørelse fra WoCo-selskabet bag Eurovision, Projektselskabet ESC 2014, der havde WoCo’s fire direktionsmedlemmer i sin bestyrelse.

WoCo havde efter Eurovision et underskud på 58 mio. kr. WoCo betaler selv 12 mio. kr., mens de resterende 46 mio. kr. betales af Region Hovedstaden. Pengene skal tilbagebetales de næste syv år gennem reducerede bevillinger til WoCo som plejer at få 41 mio. kr. årligt i støtte fra regionen. Samlet var Eurovision budgetteret til at koste 34,6 mio. kr. – prisen endte på 112 mio. kr.

Det var ikke i går muligt for standby.dk at få kommentar fra Lars Bernhard Jørgensen til Allan Agerholms udtrædelse af bestyrelsen.

Kommunikationschef i Wonderful Copenhagen, Emil Spangenberg, oplyser til standby.dk, at ikke andre medlemmer af bestyrelsen har trukket sig – ud over den tidligere formand, Michael Metz Mørch. WoCo’s næste bestyrelsesmøde er på mandag.