Kalkunerne drukner i sneen

thanksgiving-dinnerTHANKSGIVING: I aften spiser amerikanerne alle de kalkuner, de kan komme i nærheden af, men sneen forstyrrer trafikken i New York og Washington området.

Det er ’juleaften’ i USA i aften. Vel at mærke en anden slags juleaften. Men familierne søger sammen i endnu større grad end på en dansk juleaften. Til gengæld er der ingen tvivl om menuen. Den står på kalkun. Denne tørre, store fugl bliver anrettet og udstoppet på alle mulige og umulige måder.

I går var det årets største rejsedag, for at familierne kan mødes, men vintervejret lagde alvorlige hindringer for trafikken især i New York og Washington. I New York faldt der op til 15 centimer sne, og i hovedstaden var sneen blandet med regn og skabte store trafikvanskeligheder.

Allerede onsdag morgen var 550 fly aflyst i det østlige USA, og i løbet af dagen steg tallet, primært i La Guardia og Newark samt i Philadelphia og Washington.

Det var først og fremmest i den regionale trafik, der kom aflysninger, hvilket igen ramte Thanksgiving-trafikken. De internationale ruter blev stort set gennemført. Nogle dog med betydelig forsinkelser. I dag ventes både lunere vejr og stop for snefaldet.

I Europa er der ikke nogen stor helligdag i dag. Til gengæld strejker flyvelederne i Grækenland, og SAS afgangen her til morgen fra Købehavn til Athen er aflyst.