Kæmpe fyringsrunde truer KLM

Foto fra KLM, da flyselskabet sidste uge pensionerede sit sidste MD11-fly.

Foto fra KLM, da flyselskabet sidste uge pensionerede sit sidste MD11-fly.

FLYSELSKABER: KLM vil opsige hver fjerde ansatte, i alt 7.500, og vil i stedet outsource en række opgaver. Nyheden præsenteres måske allerede i dag når Air France KLM-gruppen fremlægger sit seneste kvartalsregnskab. Det skriver en hollandsk avis, der citerer formanden for Hollands kabineansatte for oplysningen.

I dag kommer seneste kvartalsregnskab for Air France KLM-gruppen og ifølge den hollandske avis Algemeen Dagblad vil den blive ledsaget af bebudelse af stor fyringsrunde. Avisen citerer formanden for De Unie, fagforeningen for kabineansatte i Holland for oplysningen.

Afskedigelserne skal spare KLM for 4,4 milliarder euro. I stedet skal en række funktioner outsources, skriver avisen, ifølge Reuters, der ikke nævner, hvor der skal ske outsourcing.

Air France KLM har planer om at udbygge sine lavprisselskaber i Europa for at kunne tage kampen op mod selskaber som Ryanair og Easyjet. Modstand mod disse planer betød i september en to uger lang pilotstrejke hos Air France.

Efter kun et år på posten fyrede KLM for to uger siden med øjeblikkelig virkning sin hidtidige koncernchef, Camiel Eurlings – og erstattede ham med vicekoncernchefen, Pieter Elbers.