Jet Time-fyringer bedre end alternativet

0
Jørgen Holme.
Jørgen Holme.

LUFTFART: Danske Jet Time har kurs mod nyt trecifret millionunderskud. Derfor opsiges hver tredje ansatte og to tabsgivende forretningsområder lukkes. ”Det er nødvendigt for at redde Jet Time og skabe et nyt, rentabelt Jet Time,” siger den adm. direktør.

Jet Time stopper til september næste år med at flyve otte ATR72-600 propelfly for SAS på en række af SAS mindre regionale nordeuropæiske ruter. Ligeledes indstiller det danske flyselskab sine fragtflyvninger.

Fremover skal selskabet kun have otte Boeing B737-700 til charterflyvninger for en række nordeuropæiske charterbureauer, ad hoc-flyvninger samt flyvninger for andre flyselskaber, der kan bruge Jet Times Boeing-fly.

Konsekvensen af lukningen af de to tabsgivende forretningsområder, ATR og Cargo, betyder opsigelse af ca. 275 medarbejdere i Jet Time, ca. hver tredje. Ligeledes falder selskabets omsætning også en tredjedel og kommer ned på ca. en milliard kr. om året.

Jet Time har de seneste år haft trecifrede millionunderskud, i sidste regnskabsår blev tabet 142 mio. kr., cirka samme negative resultat forventes for dette regnskabsår. I 2012 og 2013, inden Jet Time begyndte ATR-flyvningerne, havde Jet Time pæne overskud.

”Kompleksiteten med ATR-flyene blev undervurderet,” siger Jet Times adm. direktør, Jørgen Holme, til standby.dk – han tiltrådte først på sommeren efter bl.a. at have lavet en turnaround med færøske Atlantic Airways.

”Det er nødvendigt at gå denne vej for at redde Jet Time. Vi har analyseret, hvordan vi kan komme videre og igen få en profitabel forretning ved kun at flyve med Boeing 737-700 flyene. Det er trist med de mange opsigelser, men det er positivt, at vi bevarer over 300 arbejdspladser og igen kommer til at tjene penge med disse store ændringer, hvor vi nu får en ny, god og mindre kompleks platform for rentabel drift,” siger Jørgen Holme til standby.dk

De omkring 275 opsigelser i Jet Time vil ramme over hele linjen, piloter, kabinepersonale, flymekanikere, administrativt personale osv. Jet Time har endnu ikke sat navne på dem, der skal opsiges. Men de berørte får det at vide i midten af denne måned.

”Men det bliver naturligvis medarbejdere, der er koblet til vores drift af ATR-flåden samt cargo-området. Vi skal også bruge færre administrative ansatte når vores forretning bliver mindre kompleks. Disse to områder er ikke lønsomme med de indtægter, de bidrager med. Derfor har vi taget beslutningen om at skære dem væk,” siger Jørgen Holme og tilføjer, at Jet Time naturligvis frem til slutningen af ATR-kontrakten med SAS vil levere på samme høje niveau som i dag.

Jørgen Holme understreger, at Jet Time naturligvis også i fremtiden gerne vil flyve for SAS, men dog kun med Boeing-flyene.

”Vi har hele efteråret haft en god dialog med SAS om vores udfordringer med ATR-operationen, men vi kunne ikke få enderne til at mødes. Derfor stopper vi med at flyve med ATR,” siger han.

NO COMMENTS

LEAVE A REPLY