Ingen LO-rabat til Ryanair

LO’s næstformand, Lizette Risgaard.

LO’s næstformand, Lizette Risgaard.

FLYSELSKABER: LO afviser Ryanairs tilbud om at bevare basen i Billund for at undgå konflikt mod selskabets fly i Københavns Lufthavn. ”Ryanairs trusler hører hjemme i den kriminelle underverden,” siger LO’s næstformand og tilføjer, at flyver Ryanair til f.eks. København fra baser uden for Danmark, ”så kan vi ikke røre dem.”

”Principielt debatterer vi ikke med Ryanair gennem f.eks. standby.dk. Men det er rigtigt, at Serviceforbundet har fået brevet fra Ryanair om at bevare deres base i Billund, hvis vi skriftligt garanterer, at der ikke kommer konflikt mod deres fly i Københavns Lufthavn; selv om de snart lukker basen i København og flyver til København fra baser uden for Danmark.”

Det sagde LO’s næstformand, Lizette Risgaard, i går til standby.dk – Serviceforbundet, hvorunder Flyvebranchens Personale Union sorterer, er medlem af LO.

”LO agerer ud fra, hvad Ryanair gør, ikke hvad de siger. Og Serviceforbundet har bedt mig, altså LO, svare Ryanair. De vil få det svar, som de har fået før, at de er velkomne i Danmark, hvis de indgår danske overenskomster for deres personale stationeret i Danmark – hvad enten det er i København eller Billund,” siger Lizette Risgaard og tilføjer: ”Hvis de ikke ønsker dette, og vælger også at lukke deres base i Billund Lufthavn, er det Ryanairs eget ansvar.”

LO har noteret sig, at Ryanairs personaledirektør, Eddie Wilson, i brevet til Serviceforbundets formand bl.a. truer med sagsanlæg, hvis der alligevel kommer konflikt mod selskabets fly – selv om de flyver ind til Københavns Lufthavn fra Ryanair-baser udenfor Danmark.

”Der var en del trusler i brevet fra Ryanair, trusler som hører hjemme i den kriminelle underverden. Vi har Arbejdsrettens kendelse for, at fagbevægelsen gerne må lave konflikt mod Ryanair, hvis de har baser i Danmark. Det betyder meget for LO, at ansatte i Danmark har ordnede arbejdsforhold – herunder at Ryanair-ansatte har en løn, de kan leve af – og betale dansk skat af,” siger Lizette Risgaard.

Til spørgsmålet om, hvorfor fagbevægelsen i tre år stiltiende har accepteret Ryanairs base i Billund, siger Lizette Risgaard: ”Serviceforbundet meddelte fra starten, at man ønskede dansk overenskomst for Ryanairs personale på Billund-basen. Nu kom kendelsen fra Arbejdsretten forleden, så nu er tiden inde til at få ordnede forhold – også for Ryanair-ansatte i Billund.”

LO’s næstformand tilføjer, at så vidt hun er orienteret, er der klar opbakning fra tillidsmændene i Billund Lufthavn til den f.eks. kommende blokade af Ryanair i lufthavnen, hvis Ryanair stadig har base i Billund.

Lizette Risgaard tilføjer, at begynder Ryanair – foreløbig som bebudet i Københavns Lufthavn – at flyve ind til København fra Ryanair-baser uden for Danmark, ”så kan vi ikke røre dem.”