Icelandair dropper gratis kuffert 2

Sigridur ”Sigga” Sveinsdóttir.

LUFTFART: I årevis har Icelandair promoveret sig med, at rejsende gratis kunne medbringe to kufferter. Nu tillader selskabet kun en.

”Der er mange grunde til ændringen, der trådte i kraft sidste måned. Men med stigende konkurrence på billetpriserne og hvad vi ser andre flyselskaber trækker ind i ekstra indtægter når de rejsende f.eks. skal betale for den anden kuffert, så må vi følge med”

Det sagde Icelandairs salgschef i Danmark, Sigridur ”Sigga” Sveinsdóttir under Ferie for Alle i Herning til standby.dk

”Passagerer fra USA er vores største kundegruppe. Amerikanerne er vant til at betale ekstra afgifter. Når de fløj med os vidste de ikke, at der var to stykker gratis bagage,” siger hun og tilføjer: ”Der har ikke været reaktioner på ændringen fra rejsebureauerne, der sælges hovedparten af vores flybilletter.”

Icelandair forventer i år 4,2 mio. passagerer – en stigning på 450.000 i forhold til sidste år. Selskabet udbyder i år 13 pct. flere flysæder end sidste år.

Ligeledes får Icelandair i år to ekstra Boeing B767-300 og kommer dermed op på fire. Hos Icelandair får B767 262 sæder – hertil kommer selskabets 26 Boeing 757.

Icelandair har 45 destinationer, heraf snart 18 i Nordamerika. I år får selskabet to nye ruter til USA – til Tampa i Florida og en sæsonrute til Philadelphia. Flyvningerne til Philadelphia bliver med fire ugentlige afgange – og fra 6. september betjenes Tampa Bay på Floridas vestkyst med to ugentlige afgange.

Philadelphia ligger halvvejs mellem New York og Washington, mens Tampa i Florida er under to timers kørsel fra Orlando.