Hvor mange ændringer kan chefen tåle?

Jan Olsen.

Jan Olsen.

TORSDAGSKLUMME: Man sidder tilbage med opfattelsen af, at VisitDenmark lige så godt kunne lukke. Og hvordan med den adm. direktør? En dygtig marketingmand, som nu kan se marketing og personlige kontakter fordufte, formentlig efter ministeriets embedsmænds ønsker. Kan han snart tåle mere?!

Af Ejvind Olesen

Nogle af de bedste folk forsvinder i VisitDenmark. Budgetterne beskæres voldsomt af en minister, som netop har proklameret sig selv som turismens ven og beskytter. En femtedel af alle stillinger forsvinder, som vi i går kunne fortælle.

Og endnu værre, det går især ud over salg-og marketing, hvor Erhvervsministeriet, eller snarere nogle konsulenter, har formuleret en vision om fremtiden.

Opskrifter som: Plej kontakter, nye kontakter, mere personligt kendskab for at overbevise store udenlandske operatører om, at de bestemt bør satse på Danmark, skal pist væk.

Lev i den globale verden og pris digitaliseringen. Så skal det nok gå dig godt. Lav en stribe forblommede pressemeddelelser, som vi andre er så vant til at modtage, send dem ud over nettet og du har ikke levet forgæves. Pressebureauer og konsulenter skal nok skrive regningen.

Adm. direktør i VisitDenmark, Jan Olsen, er efter min mening trynet på det groveste. Det må han være. En så dygtig erfaren marketingmand, som af den ene eller anden grund mister nogle af sine mest erfarne folk på turistområdet.

Nu har han så fået en lodret ordre om bl.a. at nedlægge 14 stillinger ved udlandskontorerne – det der skulle være de mest aktive forposter for, at vi kan få flere turister, som er parate til at betale vore dyre produkter. Måske det er hans egen idé, men det kan jeg næppe tro.

Jan Olsen lader forstå, at Visit Denmark ”vil styrke sin digitale markedsføringskompetence ved at ansætte videoproducer og content manager samt en digital forretningsudvikler”.

Det lyder i den grad som opskriften fra et konsulentbureau. Sådan nogen antager man, hvis man ikke længere tror på, at man har folk, der kan løfte opgaven.

Godt vi har de mange regionale turistorganisationer. Nu bliver der plads til dem med Wonderful Copenhagen i spidsen. Bare de ikke bliver smittet.