Hotelkæde vil fordoble i Danmark

0
Daniel Atteroth.
Daniel Atteroth.

HOTELLER: Mens norske First i dag har 12 hoteller i Danmark, skal tallet de næste to år øges med 10-15. Samlet har First 90 hoteller, men har identificeret 60 hoteller i Skandinavien som potentielle nye medlemmer.

”Sidste år fik First 14 nye hoteller i Norge og Sverige. Nu er turen kommet til Danmark. Her har vi i dag 12 hoteller, heraf otte i København. De næste to år forventer vi at få 10-15 flere i og uden for København.”

Det siger svenske Daniel Atteroth til standby.dk – han blev i starten af året direktør i First Hotels med ansvar for forretningsudvikling, Business Development. First har i dag 90 hoteller i Skandinavien samt ét i Island og så de 33 medlemmer af den spanske hotelkæde Petit Palace, der sidste år indgik samarbejde med First Hotels.

”First har nu fokus på Danmark, hvor der årligt er ca. 15 mio. hotelovernatninger, hvor 6,6 mio. er fra udenlandske besøgende,” siger Daniel Atteroth og tilføjer: ”I Europa er omkring 30 pct. af hotellerne i kæder som f.eks. First. De 10-15 kommende First-hoteller i Danmark kan være hoteller fra andre kæder eller f.eks. private, familieejede; der kan også være nye hoteller der åbnes i ejendomme, hvor der i dag er kontorer eller boliger. Vi har sendt forslag om aftaler til 10 mulige nye First-hoteller i Danmark.”

Ved at samarbejde med en kæde som First kan f.eks. ”stand alone” hoteller få hjælp med bookingmaskiner som Booking.com og Expedia, hjælp over for reservationssystemer, GDSerne, og til at opbygge egne hjemmesider.

First Hotels har i dag i Danmark over 3.000 hotelværelser på sine 12 hoteller – samlet har Firsts bonusprogram, First Member, ca. 400.000 medlemmer.

Daniel Atteroth har i sine 25 år i rejsebranchen haft lederstillinger i erhvervsrejsebureauet BCD Travel, i Rezidor Hotels Group, Scandic Hotels og Hilton.

Skriv en kommentar

Skriv din kommentar
Skriv dit navn