Hotelkæde får salgsdirektør i Danmark

Vibeke Berge er ny Regional Sales Director Danmark.

Vibeke Berge er ny Regional Sales Director Danmark.

HOTELLER: 1. februar får norske Nordic Choice Hotels ny Regional Sales Director Danmark med ansvar for det samlede salg i Danmark samt koordinering og udvikling af Nordic Choices danske salgsorganisation.

Vibeke Berge har over 20 års erfaring med salg og udvikling i møde- rejse- og hotelbranchen. De seneste tre år har hun været projektleder indenfor svensk turismeudvikling og markedsføring, hos VisitSweden og Tourism in Skåne.

“Jeg glæder mig meget til at udvikle vores salg, så Nordic Choice Hotellerne også i Danmark bliver de rejsendes første valg – og ikke mindst til at arbejde i en fantastisk organisation med energiske kolleger,” siger Vibeke Berge i en pressemeddelelse fra hotelkæden.

Nordic Choice Hotellerne i Danmark omfatter foreløbig Hotel Vesterbro og Skt. Petri, begge i København, samt Quality Airport Hotel Dan i Kastrup og Clarion Collection Hotel Prindsen i Roskilde.