Hotelangreb ændrer ikke rejsevejledning

1
Bella Vista Resort-hoteller i egyptiske Hurghada, der i weekend blev angrebet af mulige terrorister.
Bella Vista Resort-hoteller i egyptiske Hurghada, der i weekend blev angrebet af mulige terrorister.

TURISME: I weekenden angreb to mænd – med knive og et primitivt bombebælte – et hotel i den egyptiske badeby, Hurghada. Den ene blev dræbt, den anden såret.

Udenrigsministeriet i Danmark følger situationen i Hurghada tæt, men ser foreløbig ingen grund til en skærpet advarsel.

”Vores rejsevejledning har gennem en længere periode gjort opmærksom på, at der er forhøjet risiko for terror i Egypten, herunder på turistdestinationer,” siger kontorchef Søren Vøhtz fra Udenrigsministeriet til Ritzau og tilføjer: ”Vi følger situationen nøje og er i kontakt med de lokale myndigheder og i samarbejde med vores nordiske partnere, EU-partnere og rejsebranchen.”

Lørdag orienterede de egyptiske sikkerhedsmyndigheder den danske ambassade i Cairo om angrebet. Det er endnu for tidligt at sige, hvilke motiver, der kan ligge bag det voldelige angreb, hvor to bevæbnede mænd sårede tre udenlandske turister, inden de blev skudt af lokale sikkerhedsstyrker. Den ene døde.

En 27-årig svensker og to østrigere blev stukket ned af de to gerningsmænd. Alle turister er uden for livsfare.

I weekenden sendte det danske charterrejsebureau Atlantis Rejser 17 gæster hjem fra Hurghada. Ifølge Danmarks Rejsebureau Forening er der årligt ca. 50.000 danske gæster i Egypten – en halvering af tidligere tiders ankomsttal. På få år er antallet af udenlandske turister til Egypten faldet fra 15 til nu ca. 10 mio.

Udenrigsministeriet opdaterede i weekenden sin rejsevejledning for Egypten og skrev bl.a.: ”Der er generelt en høj risiko for terrorhandlinger i hele Egypten, herunder Cairo, Alexandria og andre turistdestinationer. Der er særligt høj risiko for terrorangreb på den nordlige del af Sinai-halvøen, hvor udenrigsministeriet fraråder alle rejser.”

Udenrigsministeriet fraråder også ikke-nødvendige rejser til det sydlige Sinai, herunder Sharm el-Sheikh (Hurghada ligger på den egyptiske side af Det røde Hav, der bl.a. adskiller Sinai fra Egypten.)

Udenrigsministeriet fraråder ikke-nødvendige rejser til det øvrige Egypten. Dette gælder dog ikke rejser til det centrale Cairo, Alexandria, turistområderne langs Rødehavets vestkyst (herunder Hurghada og Marsa Alam) samt Luxor og Aswan.

Sidste efterår eksploderede Airbus-fly fra russisk flyselskab over Sinai efter det var lettet fra Sharm el-Sheikh. Alle 224 ombord omkom.

1 KOMMENTAR

  1. Kort og godt…. BLIV VÆK FRA DET LAND !!!
    Har selv været der 5 gang og sidste gang (marts 2014) var absolut ikke nogen god oplevelse og vi kommer ikke tilbage før der sker ændringer, væsentlige ændringer. Vi overværede at en svensk familie blev forulempet på det groveste jeg nogen sinde har set… en mor stod og holdt om sine børn – 7 og 10 år gætter jeg på – menes de alle 3 stod og græd og faren prøvede af alle kræfter at få en taxi så de kunne komme væk. De handlende rykkede i dem og råbet af dem for at få dem ind i deres forretninger, det var direkte modbydeligt at se på og vi samt et par fra Tyskland hjalp dem så godt vi kunne så de kunne komme væk… aldrig har jeg på en ferie oplevet noget så modbydeligt, det var direkte ubehageligt. Nogle fra vores venners familie (mor og datter) var i 2015 også i Hurghada og var udsat for det samme dog ikke så voldsomt, men moren var noget utryg ved situationen så hun valgte at søge ind i en bank hvor der var sikkerhedsvagter… det er fuldstændig vanvittig at rejsende og i særdeleshed folk med børn skal udsættes for dette jeg har ganske enkelt ikke ord for det… så mit råd er HOLD JER VÆK og find et andet rejsemål og lad dem sejle deres egen sø indtil de finder ud af hvordan man opfører sig !!!
    Efter min mening forherliger charterbranchen ganske enkelt dette rejsemål og da Udenrigsministeriet ikke fraråder rejser til området så vil det jo koste dem mange penge at folk aflyser eller ændre til andre rejsemål, men for jeres egen skyld BLIV VÆK hvis i vil have en ferie i kan tænke tilbage på med glæde.

Skriv en kommentar

Skriv din kommentar
Skriv dit navn