Horesta skifter formand i København

0
Allan Agerholm stopper som formand for Horesta i Region Hovedstaden.
Allan Agerholm stopper som formand for Horesta i Region Hovedstaden.

HOTELLER: Formand for Horesta i Region Hovedstaden forlader bestyrelsen ved denne uges generalforsamling. Kendt kvindelig hoteldirektør stiller op som ny formand.

Allan Agerholm stopper som bestyrelsesformand for Horesta Region Hovedstaden. Allan Agerholm, der til daglig er koncernchef for BC Hospitality Group med bl.a. Bella Center og tre store københavnske hoteller, har valgt at træde tilbage og forlade bestyrelsen. Han blev ved årsskiftet udnævnt til ny formand for bestyrelsen i VisitDenmark.

Til standby.dk siger Allan Agerholm: ”Jeg nedlægger mit formandshverv hos Horesta i hovedstaden af tre grunde. Jeg har været formand i otte år, og så er det på tide med friske kræfter. Den nye formandspost i VisitDenmark optager en del tid i min kalender. Og for det tredje mener jeg, det er uforeneligt at være formand for noget regionalt, i dette tilfælde Horesta i hovedstaden, når jeg som VisitDenmark-formand skal have fokus på hele Danmark.”

Allan Agerholm derfor meddelt den øvrige bestyrelse, at han trækker sig. Det samme gør, af andre årsager, Trine Hahnemann – ejer og direktør for kvalitetscateringfirmaet Hahnemanns Køkken, samt Jesper Ilsøe, der indtil for nylig drev Tivoli Bodega.

Dermed skal der vælges tre nye bestyrelsesmedlemmer til Horesta Region Hovedstaden. Et af de nuværende medlemmer, Karen Nedergaard, direktør for Absalon Hotel Group i København, har meddelt, at hun opstiller til formandsposten.

Generalforsamlingen i Region Hovedstaden på torsdag holdes i Københavns Erhvervshus i Nyropsgade.

Apropos Allan Agerholm, har VisitDenmark ’farvelkommen-reception’ den 31. marts for den afgåede bestyrelsesformand, Jens Wittrup Willumsen, og den nye, Allan Agerholm. Receptionen er kl. 15-17 i VisitDenmarks hovedkontor på Islands Brygge 43 i København.

Skriv en kommentar

Skriv din kommentar
Skriv dit navn