Her er Århus Charters nye ejere

Århus Charters nye ejere, Primo Tours ejere, Henrik Søndergaard, til venstre, og Bjarke Hansen.

Århus Charters nye ejere, Primo Tours ejere, Henrik Søndergaard, til venstre, og Bjarke Hansen.

MINIPORTRÆTTER: Århus Charter blev grundlag af en Karoline-pige og en laborant – og overtages nu af to erfarne mænd fra rejsebranchen. Samlet bliver de to charterrejsebureauer Danmarks 6. største.

Primo Tours, der nu overtager økonomisk trængte Århus Charter, blev startet i 2009 af Henrik Søndergaard og Bjarke Hansen. Sammenlagt har duoen over 40 års erfaring fra rejsebranchen.

Henrik Søndergaard, kendt for sit lange hår og gode humør, var stifter og medejer af Bravo Tours indtil 2005, mens Bjarke Hansen indtil 2008 var medejer og adm. direktør for skirejseselskabet Højmark Rejser.

Primo Tours fokuserer som charterarrangør på gode charterrejser med direkte fly, danske rejseledere og populære rejsemål. ”Gæsten skal føle sig i centrum og få charterservice – tilpasset år 2014 med f.eks. ”All Inclusive,” skriver det på sin hjemmeside og tilføjer: ”Med en lille organisation, en brugervenlig hjemmeside og masser af erfaring kan vi producere billigere charterrejser end mange store charterrejsebureauer”.

For Henrik Søndergaard startede det på rejselederskolen hos Tjæreborg Rejser på Mallorca for over 30 år siden. Efter tiden på Mallorca kom han hjem til det midtjyske, hvor han arbejdede hos daværende Falke Rejser og efterfølgende hos daværende Herning Rejser.

I 1998 var han medstifter af Bravo Tours. Samarbejdet varede til 2009, hvor Henrik Søndergaard stiftede Primo Tours med Bjarke Hansen.

Århus Charter kom til verden i 1988 – etableret af søstrene Jette Rantala og Ulla Stæt Andersen, født og opvokset i Borum nær Aarhus.

Storesøster Ulla Stæt Andersen rejste i 1960’erne verden rundt for Mejerikontoret som Karolinepige, inden hun startede på Spies’ guideskole på Mallorca, hvor hun fik job som guide.

Mens Ulla Stæt Andersen arbejdede for Mejerikontoret udenlands og bagefter som guide på Mallorca, blev Jette Rantala med den let genkendelige frisure, uddannet som laborant og fik job hos Mejerikontoret i Danmark.

De mange besøg hos Ulla på Mallorca medvirkede til, at Jette Rantala også fik lyst til at prøve kræfter med rejsebranchen, hvorfor hun også tog på guideskole.

Tilbage i Danmark arbejdede Jette som laborant og Ulla på turistkontoret i Aarhus, inden de begge vendte tilbage til rejsebranchen. Den spirende idé om at skabe deres eget lille rejsebureau voksede sig større.

På det tidspunkt i 1980’erne havde charterturismen de fleste steder udviklet sig til masseturisme med fokus på volumen frem for fokus på den enkelte gæst. ”Det var blevet for kommercielt”, hedder det på Århus Charters hjemmeside.

Søstrenes ønske var og er, at man som rejsearrangør sætter gæsten i centrum og oprigtigt ønsker at give en god ferie.

Beslutningen om at starte Århus Charter blev taget. Herfra gik det stærkt med etablering af kontor først i Aarhus Lufthavn, hernæst på Store Torv i Aarhus, indtil bureauet rykkede til Lille Torv, hvor det stadig har til huse.

Århus Charter sender sine gæster af sted fra Aarhus, Billund og Aalborg Lufthavn med Jet Time, Norwegian og Primera Air.