Hatten af for DFDS

Ejvind Olesen.

Ejvind Olesen.

WEEKENDKLUMME: Det er imponerende, hvad adm. direktør Niels Smedegaard og han stab har stået igennem for at vinde slaget om Den engelske Kanal. De fleste andre havde givet op for længst. Det tog tre år og har nok kostet op mod 300 mio. kr..

Af Ejvind Olesen

Man skal ikke nævne for meget om franske fagforeninger i DFDS hovedkvarter i denne tid. Nok vidste de, at lige præcis franske fagforeninger kan være utroligt stærke. Kan de ikke vinde, er de parate til at gå på barrikaderne. Og kæmpe for den ret, de ofte ikke har.

Sådan er det gået i tre-fire år, indtil denne uge, hvor DFDS endelig løb af med sejren. Undervejs har mange tænkt på, hvornår mon DFDS ville give op og koncentrere kræfterne andre steder.

Det hele så relativt let ud, da det franske statsrederi Sea France som sejlede over Kanalen krakkede, og DFDS bød på aktiverne sammen med Eurotunnel. Året efter købte Eurotunnel tre af færgerne fra Sea France – og så startede fighten.

DFDS har klaget både til Frankrig og til England til forskellige retsinstanser, og når det danske rederi havde vundet det ene sted, appellerede modparten blot til det andet. Alt sammen et spørgsmål om unfair konkurrence og Eurotunnels dominerende position.

Samtidig havde søfolkene fra Sea France dannet et kooperativ, hvilket ikke skulle gøre det nemmere. Endelig i juni i år gav Eurotunnel op og lukkede My Ferry Link (med søfolkene), og siden har der næsten ikke været nogen ende på genvordighederne .

Indtil denne uge, hvor det endelig blev til et konstruktivt forlig, som DFDS gik sejrrigt ud af, eftersom det danske rederi i grove træk fik sin vilje, også med bemandingen.

Niels Smedegaard sagde i sommer til Berlingske: ”Det her er en form for terrorisme Vi tilbød at ansætte 200 af søfolkene, men det har vi taget af bordet igen. Vi vil gerne være med til at finde en løsning, men vi deltager ikke i forhandlinger med en pistol for panden.”

Smedegaard lagde heller ikke fingrene imellem, når han skulle karakterisere den kontroversielle fagforeningsformand Eric Vercoutre.

”Han er en fagforeningsboss, der ejer masser af ejendomme og kører i store biler, men han har aldrig haft et ærligt arbejde. Han har ved terror og fysisk magtudøvelser over for folk, der vil noget andet, skaffet sig en position, som han kæmper for at bevare.”

Hvornår har man hørt en dansk erhvervsleder udtale sig sådan om en fagforeningsleder?

Han fik også svar på tiltale fra Vercoutre efter dansk krav om først at forhandle, når blokaden i Calais var stoppet: ”Han tror på julemanden. Det er ikke op til DFDS at fortælle os, hvad vi skal gøre.”

I dag må den franske provo nok sande, at det slet ikke er så galt at tro på julemanden, hvis Niels Smedegaard gør det.

Inden så længe tager DFDS de to færger i brug og kan endelig begynde at få noget ud sin investering på Kanaltrafikken.

Formentlig er der brugt op mod 300 mio. kr. for at nå så langt. Men imponerende som det danske rederi har holdt ud. Til gengæld vil det sikkert vare noget, før et dansk selskab igen går i krig med en fransk fagforening.

Michael O’Leary fra Ryanair har i øvrigt også prøvet det – og tabt.

God weekend