Hamborg sætter rekord med danske passagerer

Flughafen_HamburgLUFTFART: I årets største feriemåned var 55 procent af bilerne på den store parkeringsplads fra Danmark.

”Vi forventer i år at komme op på 300.000 passagerer fra Danmark. Vi baserer det på mange ting. I juli var 25 procent flere biler fra Danmark, og den 11. juli var 55 procent af alle køretøjer danske,” siger Stefanie Harder fra Hamborg Lufthavn til JP Erhverv.

Lufthavnen har i følge avisen 15.000 parkeringspladser. ”Vi forventer at nå 300.000 danske passagerer, ” tilføjer hun.

Det er lavprisruterne, der trækker. Businesspassagerer vælger fortsat Billund frem for at køre en time eller to ekstra til den tyske lufthavn, men en benhård priskonkurrence på fritidsrejser tæller i tysk favør. Easyjet har udvidet til 11 ruter i år og kom op på 17 ruter. Også Ryanair har startet flere nye ruter fra Hamborg.

”Det er træls, at Ryanair åbner i Hamborg, når de skærer ned i Billund. Sådan er vilkårene, og så må vi gøre det endnu bedre med at tiltrække nye ruter,” siger adm. direktør Kjeld Zacho til avisen. Han kan dog glæde sig over en fremragende august med rekord i Billund.