Guldsmeden får nyt hotel i København

First Hotel G & Suites tæt på Rådhuspladsen overtages fra oktober af Guldsmeden Hotels.

First Hotel G & Suites tæt på Rådhuspladsen overtages fra oktober af Guldsmeden Hotels.

HOTELLER: Norske First Hotels mister igen et hotel i København. Med sit femte hotel i København øger Guldsmeden sit antal værelser med over 20 pct. First har ellers store vækstplaner i bl.a. Danmark.

Fra 1. oktober overtager danske Guldsmeden Hotels det nuværende First Hotel G & Suites med 80 værelser i Gyldenløvesgade, tæt på Rådhuspladsen i København. Herefter lukkes hotellet for renovering og genåbnes på et endnu ikke præciseret tidspunkt næste år, siger adm. direktør for Guldsmeden Hotels, Sandra Plesner Weinert, til standby.dk

Landechef for First Hotels, Tony Bak, bekræfter over for Kursuslex.dk, at First Hotels ikke beholder driftsaftalen for First Hotel G & Suites: ”I forbindelse med, at der er kommet nye ejere af bygningen, vil hotellet overgå til Guldsmeden fra 1. oktober,” siger Tony Bak til Kursuslex.dk og tilføjer: ”men som lejlighedshotel passede First Hotel G & Suites ikke ideelt ind i vores koncept.”

Københavns femte Guldsmed-hotel får samme indretning og koncept med bl.a. bæredygtighed, der kendetegner kædens nuværende hoteller i ind- og udland. I dag har Guldsmeden Hotels fire hoteller i København med i alt 348 værelser. Flagskibet, Guldsmeden Hotel Axel, vandt sidste år prisen som Bedste Hotel i Danmark ved Danish Travel Award.

I går sagde Sandra Plesner Weinert til standby.dk, at hun ikke var klar med detaljer om Guldsmeden Hotels femte hotel i København. De vil være klar om kort tid, men det er ret sikkert, at hotellet får nyt navn – muligvis Guldsmeden Hotel Manon.

Ægteparret bag Guldsmeden Hotels, Sandra og Marc Plesner Weinert, har tre børn – foreløbig har to af dem, Axel og Babette, fået hoteller i København opkaldt efter sig. Babettes nu 14-årige tvillingsøster, Manon, mangler derfor at få ”sit” hotel.

Med tabet af driften af First Hotel G & Suites træder First Hotels endnu et skridt tilbage på det danske hotelmarked. Kæden har i dag 11 hoteller i Danmark med ca. 2.000 værelser – men tallet skal efter planen øges med 10-15 nye medlemmer de næste to år.

Reelt ”mistede” First i maj et hotel i København. Men det skyldtes, at kæden sammenlagde hotel Excelsior med hotel Mayfair i naboejendommen. Samlet har de to, der nu kun markedsføres som First Hotel Mayfair, 200 værelser.

”I Danmark har vi 11 hoteller, heraf syv i København. De næste to år forventer vi 10-15 flere i og uden for København,” sagde Daniel Atteroth forleden til standby.dk – han blev i januar direktør i First Hotels med ansvar for forretningsudvikling.

Samlet har First 60 hoteller i Skandinavien, hovedparten i Sverige.

De 10-15 kommende First-hoteller i Danmark kan være hoteller fra andre kæder, private og familieejede samt nye hoteller i ejendomme, hvor der før var kontor eller bolig.