Grønne hoteller giver bedre økonomi

scandic Sønderborg hotelHOTELLER: Danske virksomheder og offentlige organisationer har fået øjnene op for bæredygtige hoteller og konferencer. Miljø er i dag et parameter, når der bookes hoteller og konferencesteder.

Ny undersøgelse dokumenterer, at ”grønne hoteller” får mere ud af ressourcerne. ”Svanen” er en god forretning for hoteller – ikke bare fordi Svanemærket er en officiel mærkningsordning, men fordi hoteller med miljømærker har bedre styr på driftsomkostninger end andre hoteller, oplyser Miljømærkning Danmark. Det viser en ny amerikansk undersøgelse fra School of Hotel Administration på Cornell University.

Undersøgelsen ser på forholdet mellem miljømærkninger og ressourceeffektivitet ift. til drift og gæster for knap 3.000 amerikanske hoteller, og konklusionen er klar: Miljømærkede hoteller er mere ressourceeffektive og kan dermed lettere minimere driftsomkostningerne.

De nye tal kommer ikke bag på Miljømærkning Danmark, der har ansvaret for Danmarks to officielle miljømærker, Svanen og Blomsten.

”Svanemærket er god forretning for hoteller og konferencesteder. Det betaler sig at arbejde med miljøindsatsen. Mange licenshavere er glade for, at miljømærkerne hjælper dem med at sætte deres miljøindsats i system, og netop hoteller og konferencesteder har miljømæssige udfordringer, fordi de både varmer bygninger op, har mange forskellige slags affald, bruger mange rengøringsmidler samt meget vand og strøm,” siger Ingrid Elmedal, konsulent i Miljømærkning Danmark.

En hotelkæde, der har mærket gevinsten ved Svanemærket, er Scandic: ”Vores satsning på Svanen betaler sig – en mere effektiv udnyttelse af ressourcerne, bedre miljø, engagerede medarbejdere og desuden opfylder vi kravene fra miljøbevidste kunder,” siger Jens Mathiesen, adm. direktør for Scandic Danmark, og tilføjer: ”Svanemærket hjælper os med at holde øje med vores ressourceforbrug og fokusere på effektiviteten, når vi vælger leverandører og investerer i udstyr. Det gælder f.eks. vandbesparende opvaskemaskiner, energieffektive lamper og ventilation, der styres af antallet af personer i rummet. Når vi gør rent, anvender vi automatisk dosering af kemikalierne, hvilket hjælper os til at reducere forbruget. At vores leverandører er svanemærkede er garanti for, at også de minimerer ressourceforbruget.”

Der er foreløbig 31 svanemærkede hoteller i Danmark. En del har også konferencefaciliteter, og sidste år blev det muligt også at svanemærke konferencecentre.

Et Svanemærke garanterer, at hotellet lever op til skrappe miljøkrav, tager hensyn til gæsternes og personalets sundhed og at kvaliteten er god. Svanemærkede hoteller arbejder med at nedsætte deres miljøpåvirkning, bl.a. ved at bruge miljømærkede rengøringsmidler og miljømærket toiletpapir, sortere affald og genbruge mest muligt, implementere økologi og reducere vandforbrug ved at udskifte toiletter, vandhaner og blandingsbatterier.