Grækenlands skæbneweekend

1
Ejvind Olesen.
Ejvind Olesen.

WEEKENDKLUMME: I værste fald kan Grækenland ryge ud af euroen på søndag, og så skal vi tilbage til drachmer. Hvad kommer det til at betyde for et af danskernes mest populære ferielande?

Af Ejvind Olesen 

Skal vi nu til at sige farvel til sol og sommer, oliven og ouzo? Hvis altså Grækenland ikke består det, der kan være den allersidste test af reformplan og spareprogram, ved et topmøde med alle 28 EU-lande på søndag.

Den enes tro kan være lige så god som den andens. Økonomer er uenige, og politikere er uenige, og de stakkels TV-journalister aner ikke deres levende råd. Min tdl. kollega på Berlingske, Lotte Mejlhede – dengang var hun en talentfuld praktikant – må igen og igen bide sig selv i tungen for at vende og dreje de ekspertudtalelser, der stritter i alle retninger.

Men hvis det nu går så galt, at Grækenland i næste uge skal over til den gamle møntenhed drachmer – sådan blev det altså stavet dengang – hvad så med turismen? Og hvad med de mange, som allerede er i Grækenland?

”Hvis vi dropper ud efter Bruxelles-mødet, vil det begynde at give problemer,” siger en hoteldirektør til Berlingskes medarbejder.

”Jeg håber, at det kan hjælpe grækerne, at vi er her,” siger en hollandsk turist med familie i Athen på vej til Paros. ”Der skal nok være oliven og ouzo, men måske er der ikke så meget på menuen, men vi kommer ikke til at sulte. På de græske øer kan de være selvforsynende”

Det lader heldigvis til, at de danske charterbureauer og forsikringsselskaber har helt styr på situationen, også hvis det værste skulle ske. Og indtil nu har der ikke været det store fald i bestillingerne.

Et sted, hvor man kan mærke tilbagegang blandt turisterne, er i sammenslutningen af græske færger, som sidste sommer fragtede 13 mio. turister ud til 100 øer, og her mangler 30-40 procent af passagererne. Primært grækerne selv, som ikke har råd til at holde ferie på deres mange pragtfulde øer i år.

De store rejseforsikringsselskaber har været ude med advarsler om i hvert fald ikke at tro på det blå kort i øjeblikket. Hertil kommer, at den danske ambassadør i Athen, Mette Knudsen, råder folk til endelig at sørge for, at de har deres medicin med hjemmefra. Apotekerne kan være ved at løbe tør for mange ting.

Danske turister er fantastisk tålmodige, før de dropper deres kendte feriemål. Da Grækenland og Tyrkiet var ved at komme i krig i 70’erne, og der var alarmtilstande i Grækenland, ville danske turister ikke hjem, før de næsten blev tvunget ud til de ventende fly. De sad på stranden sammen med deres fhv. tjenere, som nu var indkaldte, uniformerede soldater.

Jeg er måske en af de få tilbage, som naivt håber og regner med regner med, at Grækenland klarer frisag på søndag.

Så må vi leve med, at momsen måske stiger fra 6,5 procent til 23 procent. Den er stadig ikke på dansk niveau!

God og spændende weekend venter.

1 KOMMENTAR

  1. Eivind – 23% moms i Grækenland “er ikke på Dansk niveau” ifølge din artikel. Danmarks moms er 25% er det stort set ikke det samme?

Skriv en kommentar

Skriv din kommentar
Skriv dit navn