Grækenland holdt skansen hos danske charterbureauer

Rhodos grækenland ferieGRÆSKFERIE: Mens de lokale turistorganisationer på Kos klager over den dårligste september nogensinde på grund af flygtningestrømmen, har de danske rejsearrangører stort set ikke mærket nogen afmatning.

”Nej, vi har ikke konstateret, at danskerne melder afbud til græske øer,” siger formanden for RID, Peder Hornshøj fra Bravo Tours til standby.dk, da vi fanger ham på mobilen i Athen.

”Det er selvfølgeligt et noget andet ferieliv end normalt visse steder på øer som Lesbos og Kos, men jeg tror ikke en afmatning med turister i områderne skyldes skandinaviske gæster,” siger han.

”I øjeblikket er vi mest optaget af at få kontrakterne på plads næste sommer, fordi momsen kan spille en rolle på visse øer, som slet ikke har betalt moms, men jeg venter ikke dramatiske forhøjelser for vore gæster til Grækenland næste år.”

Heller ikke Spies har haft problemer med tilslutningen. ”Netop nu har vi fire flyafgange tilbage af sæsonen til Kos, og vi har en belægningsprocent på 99,1,” siger adm. direktør Jan Vendelbo.

”Vi er gået aktivt ind i hjælpearbejdet til Lesbos og vore gæster har haft masser af ekstra bagage med. Det siger mere end mange ord om kundernes opfattelse af ferie på øerne. De har da været hårdt ramt, først af nedturen med græsk økonomi og senere med flygtningeproblemer. Nu har vi brug for at se fremad,” fortsætter han.

Det ønske tilslutter landechef for Star Tour, Gorm Pedersen, sig også. ”Vi trænger til ro, og det gør grækerne også. Vi har været fuldt tilfreds med vores sæson, som jo ikke er forbi endnu bl.a. til de to store, Kreta og Rhodos, som ikke har mærket noget synderligt til flygtningestrømmen.

Vi har faktisk haft betydeligt flere til Kos i år end sidste år, men generelt nok et mindre fald til Grækenland af den naturlige grund, at vi har beskåret vores udbud i forhold til i fjor.

Der er længe til næste sommer, og grækerne skal have afklaret deres momsproblemer, som kan komme til at påvirke vore udsalgspriser, men indtil videre ikke gør det.”

I går kunne vi med Berlingske som kilde oplyse, at Kos mangler ca. 170.000 gæster i forhold til et normalt år. Det tror de danske eksperter primært skyldes et frafald i tyske og russiske turister til øerne.