Gardinet blafrer voldsomt i SAS

Den nye formand for Cabin Attendants Union i Danmark, Christa Ceré.

Den nye formand for Cabin Attendants Union i Danmark, Christa Ceré.

FLYSELSKABER: SAS og de kabineansattes fagforening i Danmark er uenige om forlængelse af aftale om hvileområde på langrutefly. Det kan fra årsskiftet betyde, at svensk og norsk kabinepersonale flyver langruter fra København.

Fra 1. januar kan kabinepersonalet på SAS’ ”korte” langruter fra København til f.eks. New York og Washington D.C. være fra SAS-baserne i f.eks. Stockholm og Oslo.

Fagforeningen Cabin Attendants Union, der repræsenterer over 1.100 af de ca. 1.250 kabineansatte hos SAS i Danmark, kan ikke blive enig med SAS om forlængelse af CAU’s nuværende dispensation for manglende hvilemoduler på SAS fire Airbus A330 og én Airbus A340. SAS nye A330 Enhanced, har hvilemoduler.

De fire A330 og en af A340’erne har fire økonomiklasse-passagersæder som hvileområde til de kabineansatte, kun afskærmet til passagererne med et gardin. Det opfylder myndighedernes krav på kortere langruter, mens der på de lange, til f.eks. Tokyo og San Francisco, skal være egentlige hvilemoduler, hvor de kabineansatte kan lukke en dør.

Kommer der ikke forlængelse af den nuværende dispensation fra CAU, vil det fra årsskiftet formentlig betyde svensk- og norsk-baseret kabinepersonale på SAS’ korte langruter ud af København.

Den løsning vil blive bekostelig for SAS. For dermed skal SAS bruge flysæder, der kunne være solgt til betalende passagerer, på at fragte svensk og norsk kabinepersonale til København.

Ligeledes skal SAS flyve CAU-medlemmer til f.eks. Stockholm og Oslo for at dække af for de svenske og norske kabineansatte, der flyver langruter fra København.

CAU-medlemmerne skal f.eks. flyve svensk og norsk indenrigs, europæiske ruter ud af Stockholm og Oslo samt SAS-langruter på de resterende A340’ere og de nye A330-300 Enhanced, der alle har hvilemoduler. Hertil kommer udgifter til f.eks. hotelophold.

Til standby.dk siger CAU’s nyvalgte formand, Christa Ceré, der har fløjet for SAS i 17 år: ”For CAU drejer dette sig om mere end gardiner, puder og tæpper. Det handler om de principielle områder, vi laver aftaler med SAS på, og hvordan de overholdes.”

Christa Ceré tilføjer, at CAU ikke er indkaldt til nyt møde med SAS om hvileområderne på de fem berørte langrutefly.

”SAS har blot genfremsendt det samme udspil til en forlængelse, som CAU i efteråret takkede pænt nej til. Og den nuværende dispensation for hvileområderne udløber med udgangen af næste måned. CAU ønsker at forhandle om det, men har behov for at se, at der er handling bag SAS’ fine ord,” siger Christa Ceré og tilføjer: ”Samtidig har CAU flere uafklarede hængepartier med SAS, hvor vi er uenige om nogle fortolkninger. Vi ønsker balanceforholdet mellem CAU og SAS genoprettet.”

Pressechef for SAS i Danmark, Trine Kromann-Mikkelsen, sagde i går til standby.dk: ”Vi afventer svar på vores henvendelse til CAU. Men ja, det kan ende med, at vi må hente kabineansatte fra baserne i f.eks. Stockholm og Oslo til at flyve noget af vores langruteproduktion ud af København. Det scenarie har vi planlagt efter i nogen tid. SAS vil meget gerne have løst problemet med CAU så hurtigt som muligt, men CAU synes ikke at have travlt.”

Trine Kromann-Mikkelsen mener ikke, at man kan sammenblande andre sager, SAS og CAU har med hinanden, med den konkrete sag om hvilemodulerne.