Fremgang på DFDS’ Østersørute

0
Regina Seaways er et af de to skibe på DFDS-ruten mellem svenske Karlshamn og Klaipeda i Litauen.
Regina Seaways er et af de to skibe på DFDS-ruten mellem svenske Karlshamn og Klaipeda i Litauen.

CRUISE: I årets første halvår var der 10 pct. flere passagerer på DFDS’ daglige rute i hver retning mellem svenske Karlshamn og Klaipeda i Litauen. Det store danske rederi har også rute fra Stockholms-området til Estland.

DFDS sejler to – i Danmark mindre kendte – ruter fra Sverige til to af de tre baltiske lande. Den største rute er fra Karlshamn, små tre timers kørsel fra København, til Klaipeda med afgang hver aften og ankomst næste morgen i den litauiske kystby.

Ruten har de seneste år fået nyere færger og dermed et opgraderet produkt, der tiltrækker flere rejsende. Den betjenes af søsterskibene Athena Seaways, bygget i 2007 og indsat på ruten forrige sommer, mens Regina Seaways blev søsat i 2010 og indlemmet i DFDS’ flåde sidste efterår. Begge skibe har plads til 600 passagerer i forskellige kahyttyper, bl.a. DFDS’ business class, Commodore. De 200 meter lange skibe har to restauranter, butik og barer.

DFDS’ landechef i Danmark og Sverige, Kevin Thyge Helsinghof, siger til standby.dk: ”Indrømmet, Karlshamn-Klaipeda er i Danmark ikke den mest kendte DFDS-rute. Men den går stadig bedre. Efter vi fik de nye skibe, har vi i dette års første seks måneder set 10 pct. flere danskere og svenskere på ruten sammenlignet med samme periode sidste år. Årligt har den ca. 20.000 svenske og danske passagerer.”

”En årsag til fremgangen er, at markedet langsomt, men sikkert er begyndt at kende ruten og det nye produkt med færgefornyelserne,” siger Kevin Helsinghof, som tilføjer, at de svenske og danske rejsende på ruten typisk er bus-operatører, golfspillere i mindre grupper samt kør-selv-gæster med interesse for bl.a. Baltikums historie.

Kevin Helsinghof berømmer det lave prisniveau på ruten – f.eks. en 3-retters menu i skibenes restauranter til ca. 150 kr. Og mens en halv liter fadøl på rederiets største rute mellem København og Oslo koster omkring 50 kr., er prisen under det halve på Klaipeda-ruten.

”Det er det samme når man besøger Litauen, prisniveauet er meget lavere end i Danmark, Sverige og Norge. Klaipeda har dejlige strande, moderne butikker, gode golfbaner og mange historiske seværdigheder,” siger han og tilføjer, at DFDS tror så meget på Litauen som voksende rejsemål, at rederiet har købt et rejsebureau i landet.

DFDS søsatte Klaipeda-ruten i 2001, primært som fragtrute, hvilket den fortsat er, men med årene med øgede muligheder for at medtage passagerer.

DFDS’ anden Østersø-rute er den 10 timer lange krydsning fra Kapellskär uden for Stockholm til Paldiski i Estland. Ruten medtager ikke ”fodpassagerer,” men kun rejsende med et køretøj, f.eks. bil eller motorcykel.

NO COMMENTS

LEAVE A REPLY