Frankfurt har flest destinationer i verden

LUFTFART: Med 293 destinationer i årets sommerprogram er Frankfurt den lufthavn i verden med flest direkte ruter. Men en anden europæisk lufthavn betjenes af flest flyselskaber og har ruter til flest lande i verden.

Frankfurt har i det kommende sommerprogram fra sidst i marts til slutningen af oktober ruter til 293 lufthavne verden over, fulgt af Istanbul med 273 og Paris de Gaulle med 269, viser opgørelse fra anna.aero, der understreger, at der kan kommer justeringer.

Herefter følger Amsterdam, München, Atlanta, Chicago, Beijing, Dallas og Dubai, sidstnævnte har 218 direkte ruter til andre lufthavne. Europas største lufthavn, London Heathrow, er på 19. pladsen med 190 direkte ruter.

Anna.aero har også kigget på hvilke lufthavne der på verdensplan har flest ruter til lande og betjenes af flest flyselskaber.

Når det gælder lufthavne i verden med direkte ruter til andre lande topper Paris de Gaulle med 108 lande, fulgt af Istanbul med 104 og Frankfurt med 98 i årets sommerprogram. Herefter følger Dubai, Amsterdam, London Heathrow, New York (JFK), Doha (Qatar), Rom og Milano Malpensa, sidstnævnte med ruter til 73 lande.

Paris de Gaulle er også lufthavnen, der på verdensplan betjenes af flest flyselskaber. Kun CDG har over 100 flyselskaber på landingsbanerne, i alt 109, i dette års sommersæson.

Efter CDG kommer Frankfurt med 90 flyselskaber og Rom (Leonardo da Vinci) med 88. De efterfølgende på top 10 er Bangkok Suvarnabhumi, Amsterdam, Hong Kong, London Heathrow, Barcelona, Milano Malpensa og München, sidstnævnte med direkte ruter til 77 lande.