Francos slagskygge rammer journalister

Niels-Henrik Jensen.

Niels-Henrik Jensen.

DEBAT: I går kom det frem, at Den Spanske Stats Turistbureau i Danmark havde annulleret konkurrence om rejseartikel om Spanien. Det har udløst denne kommentar fra rejsejournalist Niels-Henrik Jensen.

Af Niels-Henrik Jensen

”Da Den Spanske Stats Turistbureau udskrev konkurrencen ”Spanien i ord 2014” indkom der 32 artikler.

Dommerpanelet, hvor blandt andre formanden for Danske Rejsejournalister Anne Vibeke Isaksen er med, valgte vinderartiklen. Og præsenterede den for Juan Francisco Cervero, direktør for Den Spanske Stats Turistbureau i København.

Så brød Helvede løs. Forstået på den måde, at lige netop den artikel ikke kunne kåres som vinder. Hvorfor? Fordi den tilsyneladende tager fat i Spaniens sorte fortid på en måde, som ikke behager turistbureaudirektøren.

Spanien var som bekendt et diktatur under ledelse af general Francisco Franco fra 1939 til 1975.

For mig giver den historie anledning til flere spørgsmål, bl.a.: Kan vi journalister kun bruges som nyttige idioter, når Spaniens mange fortræffeligheder skal beskrives? Bliver det næste mon, at artikler fremkommet i forbindelse med inviterede rejser kræves til kritisk gennemsyn hos Juan Francisco Cervero før offentliggørelse?

Det spanske samfund mangler tilsyneladende endnu at bearbejde den fortid, som åbenbart ikke må komme frem i lyset?

Direktør Juan Francisco Cervero har på alle måder holdt en flok journalister for nar, tilsidesat en dommerkomites afgørelse og aflyst arrangementet med uddeling af præmie for den bedste artikel.

Derfor glæder det mig, at Anne Vibeke Isaksen, formand for Danske Rejsejournalister, har valgt at trække sig fra dommerkomiteen”.