Fortsat kæmpevækst i Københavns Lufthavn

Cph LufthavnLUFTFART: Nordeuropas største lufthavn kan nærmest ikke undgå at sætte passagerrekord – igen – i år. Sidste måned havde den over 2,6 mio. For første gang har lufthavnen rundet 22 mio. passagerer i årets første ni måneder.

Københavns Lufthavn havde i september næsten 2,7 millioner passagerer, en vækst på ca. otte pct. Fortsætter denne stigning kommer lufthavnen, der sidste år havde 26,6 mio. passagerer – i år op på 29,4 mio. – en stigning på næsten tre mio.

I årets første ni måneder har lufthavnen haft vækst på i snit 2,4 mio. passagerer. Efter en rekordsommer bød september på 2.675.789 rejsende. Det er næsten 200.000 flere end i samme måned sidste år, og dermed fortsætter årets høje vækst. Det er første gang i lufthavnens historie, at passagertallet runder 22 millioner passagerer allerede i de første tre kvartaler.

“Væksten i september fortsætter den trend, vi har set hele året, hvor indenrigs- og udenrigstrafikken vokser. Vi har fået flere nye ruter, og der er på mange ruter indsat øget kapacitet. Det får flere til at rejse til Danmark, men gør også verdens markeder endnu mere tilgængelige for danske og sydsvenske rejsende,” siger Thomas Woldbye, adm. direktør i Københavns Lufthavn.

Europatrafikken steg i september 7,6 pct., den interkontinentale trafik voksede 11,3 pct. og indenrigstrafikken steg 6,3 pct.

“Langruterne fra Københavns Lufthavn er afgørende for vores knudepunktsfunktion. Derfor lægger vi stor vægt på at tiltrække langruter. I september åbnede SAS ny rute til Miami, dermed er der åbnet fem nye langruter i år. Det er medvirkende til, at Københavns Lufthavn i år har set vækst på 10,6 pct. i antallet af rejsende på de interkontinentale ruter,” siger lufthavnsdirektøren.

Sidste måned var London-lufthavnene atter største destination fra Københavns Lufthavn med over 205.000 rejsende fulgt af Stockholm, Oslo, Amsterdam og Paris.

I årets ni første måneder er Top 10 over de største destinationer til og fra Københavns Lufthavn: London, Stockholm, Oslo, Amsterdam, Paris, Helsinki, Aalborg, Berlin, Frankfurt og Milano.