Flyselskaber undersøges efter store overskud

delta air linesLUFTFART: Tre af USA’s største flyselskaber har de seneste dage oplyst om meget stor vækst i overskud for årets andet kvartal. Det får nu USA’s justitsministerium til at undersøge, om flyselskaberne samarbejder ulovligt om høje priser på flybilletter.

Først meddelte Delta Air Lines, verdens største flyselskab med over 129 mio. passagerer sidste år, at overskuddet i dette års andet kvartal var steget 85 pct. sammenlignet med sidste år. Delta forudså, at der i det nuværende kvartal vil komme fald i overskuddet pga. svagere efterspørgsel fra navnlig udlandet som følge af den stærke dollar.

Delta fik i dette års andet kvartal overskud på ca. 10,1 milliarder kr. – og forventer i det nuværende tredje kvartal fald i indtægterne pr. solgte flysæde på op til 6,5 pct. og vækst i udbudte flysæder på ca. tre pct.

Investorerne på bl.a. Wall Street opfordrer flyselskaber til at reducere sædeudbuddet for at fastholde højere indtjening.

Det har fået USA’s justitsministerium til at indlede undersøgelse af, om amerikanske flyselskaber ulovligt samarbejder for at fastholde højere billetpriser, skriver nyhedsbureauet Reuters.

For også United Airlines, verdens fjerde største flyselskab sidste år med over 90 mio. passagerer, har meldt om vækst i sit overskud i dette års andet kvartal på 51 pct., hvilket Star Alliance-medlemmet bl.a. tilskrev lavere omkostninger til brændstof.

United fik i årets andet kvartal overskud på otte milliarder kr. Bl.a. faldt omkostningerne til brændstof 32 pct. Og United forventer fald i passagerindtægterne i det nuværende tredje kvartal på op til syv procent.

Verdens største indenrigsflyselskab, Southwest Airlines, der sidste år havde 129 mio. rejsende på indenrigsruter i USA, har oplyst, at overskuddet i dette års andet kvartal steg 31 pct. til 4,1 milliarder kr. sammenlignet med samme periode sidste år.