Flyselskaber skovler milliarder ind på ekstra indtægter

flypassagerer kabineLUFTFART: Fra 2010 til i år er flyselskabernes ekstraordinære indtægter steget næsten 200 pct., viser ny undersøgelse.

Mens verdens flyselskaber i år 2010 havde 22,6 milliarder dollars i ekstraordinære indtægter – ancillary revenues – forventes tallet i år at nå 67,5 milliarder dollars. Det viser i hvert fald ny undersøgelse fra IdeaWorksCompany og CarTrawler.

Ekstraordinære indtægter er alt fra betaling for bagage, valg af flysæde, prioriteret ombordstigning, køb af mad og drikke på flyet osv. – der mangler vist kun passagerernes tilskud til blomster til kaptajnens syge moster.

CarTrawler og IdeaWorksCompany henter sine oplysninger fra 67 flyselskaber verden over, der direkte informerer om sine indtægter på området. Hertil kommer 178 andre flyselskaber, hvis indtægter på kontoen er anslået.

”Succesrige indtægter fra ancillary revenues er afhængige af, at flyselskaberne tilbyder de rejsende produkter, de gerne vil betale for – og gerne før passagererne selv har efterspurgt dem,” siger Aileen O’Mahony, Chief Commercial Officer hos CarTrawler.