Flyselskaber protesterer over strejke

0

EasyjetLUFTFART: Ryanair og Easyjet vil have EU til at gribe ind over for franske flyveledere.

Lavprisselskaberne Ryanair og Easyjet opfordrede i går EU-Kommissionen og Europa-Parlamentet til at gribe ind over for de strejkende franske flyveledere. Strejken medførte i går hundredvis af aflyste og forsinkede fly i Europa.

Ryanair kræver, at flyveledere i EU fratages retten til at strejke ligesom politifolk og militært personale. Og skulle de alligevel strejke, ønsker Ryanair, at andre landes flyveledere overtager kontrollen med flyvninger over Frankrig.

De franske flyveledere strejker i disse dage i protest over personalenedskæringer. Det er ifølge Ryanair den 42. strejke blandt franske flyveledere siden 2009.

Ryanair sagde mandag, at det havde aflyst cirka 200 flyvninger som følge af strejken, mens Easyjet havde aflyst 145 flyvninger mandag.

De to selskaber har sammen med Air France KLM, IAG og Lufthansa for nylig stiftet lobbygruppen Airlines for Europe. Ifølge Easyjet arbejder gruppen på at få regeringer og EU til at gennemføre planer, der kan minimere følgerne for passagerer ved strejker blandt flyveledere.

Den franske strejke førte i går kun til enkelte aflysninger og forsinkelser i Københavns Lufthavn, oplyser lufthavnens pressevagt til standby.dk. Strejken blandt flyvelederne slutter efter planen her til morgen.

Skriv en kommentar

Skriv din kommentar
Skriv dit navn