Flyselskaber overvejer mindre håndbagage

håndbagage flyLUFTFART: Det kan fremover blive lidt mere øv for nogle rejsende, hvis ruteflyselskaber følger en anbefaling fra IATA om begrænsninger på størrelsen af kabinebagagen. Men forslaget vil glæde dem, der irriteres over medpassagerers mange pakkenelliker.

Gennemfører ruteflyselskaberne den nye anbefaling fra deres brancheorganisation, International Air Transport Association, kan flypassagerer se frem til at måtte medbringe mindre bagage i kabinen. I stedet skal mere muligvis checkes ind, til tider mod betaling.

IATA har anbefalet, at en kabinekuffert højest må have målene 55 x 35 x 20 cm; det er mindre end hvad fx Ryanair, der er blandt de mest ”nærige” med størrelsen på håndbagage i dag tillader, nemlig 55 x 40 x 20 cm. Store selskaber som f.eks. British Airways og EasyJet tillader kabinekufferter på op til 56 x 45 x 25 cm.

IATA begrunder det nye udspil for fly med plads til over 120 passagerer med, at de der kommer sidst ombord ofte ikke kan finde plads til deres håndbagage og derfor må have den under stolen foran sig – hvor den rejsende ellers har sine ben.

Kuffertfabrikanterne er ifølge nyhedsbureauet Reuters allerede begyndt at fremstille kabinekufferter, der overholder de reducerede mål– og som fra senere på året vil blive solgt med mærkatet ”IATA Cabin.”

Ifølge Reuters har mindst otte flyselskaber besluttet at indføre de nye regler, blandt dem er angiveligt Air China, Cathay Pacific, Emirates, Lufthansa og Qatar Airways.

“Ved at IATA-medlemmerne får fælles mål for kabinekufferter opnås sund fornuft i forhold til det nuværende og til tider frustrerende problem med, at passagerer medbringer kabinekufferter af forskellig størrelse,” siger Tom Windmuller, IATA’s vicepræsident for bl.a. forhold omkring lufthavne og flypassagerer.

I sidste ende er det dog det enkelte flyselskab der bestemmer, hvilke størrelser på f.eks. håndbagage det vil acceptere.