Flyekspert i bestyrelsen for Alsie Express

0
Niels Henrik Hansen.
Niels Henrik Hansen.

FLYSELSKABER: I foråret stoppede en af SAS’ mest kendte profiler i Danmark – han er nu sektionschef hos BaneDanmark. Nu skal han hjælpe Alsie Express, der flyver mellem Sønderborg og København. Inden sit farvel til SAS fik han Dronningens Fortjenstmedalje.

”Jeg kan bidrage til Alsie Express’ bestyrelse med min viden om drift, taktik og det operationelle. Jeg er rigtig glad for min bestyrelsespost,” siger 59-årige Niels Henrik Hansen til standby.dk og tilføjer: ”Alsie Express har et super godt produkt, det er nærmest business class. Selskabet vil udvikle ruten og tiltrække flere passagerer. Det gør man bl.a. med flere interlineaftaler i Københavns Lufthavn med andre flyselskaber, øget kendskabsgrad til Alsie Express’ produkt og ved at udbygge sine produkter.”

Alsie Express, søsat og finansieret af Danfoss, har siden sommeren 2013 fløjet Sønderborg-København med fem daglige returflyvninger og en lørdag og søndag. Selskabet havde sidste år over 60.000 passagerer, her af ca. 80 pct. fra erhvervslivet. Selskabet har to ATR72-500 fly med 48 sæder og god benplads.

Niels Henrik Hansen nåede over 40 år i SAS, hvor han gennem årene havde en lang række arbejdsområder. Han var fra 2010 til 2013 med base i Bangkok ansvarlig for SAS’ aktiviteter i Sydøstasien. Tidligere var han i den ledelsesgruppe, der stod for den operationelle planlægning af SAS’ flyruter ud fra København.

Rejsebranchen kender nok Niels Henrik Hansen bedst for hans mange år i bl.a. SAS’ salgsafdeling, hvor han bl.a. var ansvarlig for firmasalget i Danmark.

”Niels Henrik har et stort internationalt netværk og indgående viden om salgsstrukturer, der er vigtige for luftfartsindustrien. Det er en viden, vi forventer os meget af. Niels Henrik er kendt for at fokusere på store og små detaljer,” siger Alsie Express’ bestyrelsesformand, Jens Østerlund Jensen.

Adm. direktør i Alsie Express, Henrik Therkelsen, siger til standby.dk, at flyselskabet kan bruge Niels Henrik Hansens store viden i sin bestyrelse ”til at blive endnu bedre til det vi gør og blive mere forbundet med den store verden og at flere fra den store verden kan komme Sønderborg og Sønderjylland.”

Skriv en kommentar

Skriv din kommentar
Skriv dit navn