Flere italienske turister til Danmark

0

københavn-den-lille-havfrueTURISME: Flere italienere har fået øjnene op for Danmark som feriedestination. Et marked i stor vækst, mener VisitDenmark. Italien er 7. største leverandør af udenlandske overnatninger i Danmark.

Dansk kultur og gastronomi er blot nogle af de ting, der er årsag til, at flere italienske turister har fundet vej til Danmark. Ifølge VisitDenmark er der en stigning i de italienske overnatninger på 20,7 procent i forhold til sidste år, hvor der var 280.000 italienske overnatninger i Danmark. Det er et marked, som VisitDenmark gerne vil fokusere endnu mere på i 2017.

”I 2017 vil vi fortsat løbende bearbejde de professionelle rejseagenter og især via Be Nordic til marts og på fagmessen TTG i Rimini i oktober for at sikre, at vi også når ud til de italienere, der køber rejser gennem et rejsebureau netop for at spare sig selv for tid og besvær,” siger Ghita Scharling Sørensen, markedschef for VisitDenmark i Italien.

De fleste italienske turister besøger København, men der er alligevel en stigende tendens til, at de bevæger sig videre ud i landet. De italienske turister har også en særlig feriekalender, der gør, at de har mulighed for at besøge Danmark på andre tidspunkter end andre turister.

”Italienernes helligdage i foråret 2017 falder fordelagtigt, og derfor er det oplagt at rette markedsføringen af Danmark mod netop bestemte tidspunkter uden for højsæsonen, og dermed udnytte muligheden for at gøre sæsonen længere,” siger Ghita Scharling Sørensen.

Ifølge VisitDenmark booker mange italienere stadig deres rejse gennem rejsebureauer, og derfor satser VisitDenmark netop på at markedsføre Danmark overfor bureauerne.

Med de 280.000 italienske overnatninger sidste år i Danmark var Italien det 7. største udenlandske marked – større var Tyskland fulgt af Norge, Sverige, Holland, Storbritannien og USA. Der var ca. 25 mio. udenlandske overnatninger i Danmark sidste år – danskerne havde ca. samme antal.

NO COMMENTS

LEAVE A REPLY