Flere hoteller i Herning

0

scandic regina hotel herningKOMMENTAR: Er der noget man mangler i Herning, så er det mere hotelkapacitet, men konkurrenternes glæde er behersket.

Forleden kunne man her på siden med Herning Folkeblad som kilde læse, at Messecenter Herning planlægger et nyt spændende fem stjernet hotel i Herning med 130 værelser. Nok var planerne ikke helt præcise, men når man kender direktør Georg Sørensen, er det oplagt at tro, de bliver en realitet.

Hvis man følger en smule med på bookingbureauerne, vil man opdage, at man er rigtig meget ude på landet for at finde tilbud på små pensioner og ikke alt for prangende hoteller, når der er store begivenheder i Boxen og Messecenter Herning. Og det er der tit.

Samtidig med, at priserne ryger i vejret. Mere og nyere kapacitet trænger byen i høj grad til. Selv om det vil ærgre i Silkeborg, Viborg og Vildbjerg blandt andre.

Alligevel er konkurrenterne meget beherskede i deres begejstring i den ny udgave af Alt om Herning.

Således siger direktør Ove Jørgensen fra Østergaards Hotel: ”Planerne er meget foreløbige og ikke særligt præcise. Et fem stjernet hotel er ikke en konkurrent til os.”

Og fra Hernings største hotel, Scandic Regina, siger direktør Rikke Bøndergaard til bladet: ”Det lyder rigtig spændende. Vi er en by i udvikling, og vi afventer flere konkrete planer. Vi frygter ikke konkurrencen.”

Måske er det også for meget forlangt, at de skulle sige: ”Det har vi længe trængt til.”

Skriv en kommentar

Skriv din kommentar
Skriv dit navn