Flere busser og ny vej til krydstogtterminal

Der var masser af krydstogtpassagerer med tung bagage ved stopstedet for linje 26 i torsdags. Foto Preben Pathuel,

Der var masser af krydstogtpassagerer med tung bagage ved stopstedet for linje 26 i torsdags. Foto Preben Pathuel,

TRAFIKKAOS: Afgørende ændringer på vej for trafikken til og fra de nye krydstogtterminaler i Københavns Havn. Busserne kører hver dag, og ny tilkørselsvej er ved at blive anlagt.

Kun ved udvidet hjælp med regulering fra politiet og indsættelse af ekstra busser, lykkedes det så nogenlunde at klare trafikpresset, da alle tre terminaler var i brug ved den ny Oceankaj til krydstogtskibe i Københavns Havn.

Alligevel var det ikke godt nok. ”Nej”, siger direktør Arnt Møller Pedersen. ”Allerede i torsdags var den gal igen på grund af den store tunge trafik med lastbiler, der kører jord ud fra metrobyggeriet. De skal jo også frem, og der dannes prop ved Sundkrogsgade ved PFA-bygningen.

Der er imidlertid hjælp på vej. Vi har netop aftalt udvidet hjælp fra færdselspolitiet, som vil være til stede hver dag, hvor der er flere skibe i havnen mellem 8,30 og 9,30 samt kl. 12 til 14, når trafikken kulminerer. Vi får også indbygget en venstrepil ved lyssignalerne for at sikret en mere glidende trafik.

Vi har heldigvis fået grønt lys fra Københavns Kommune om, at bus 26 udvider kørslen til weekenden, når der er flest skibe.

Endelig sætter vi vores lid til, at en ny vej er ved at blive anlagt bag om PFA-bygningen. Det skulle afhjælpe proppen ved Sundkrogsgade. De mange tusinde krydstogtgæster skulle nødigt huske København for vanskeligheder med at komme til og fra deres skib,” slutter han.

Da standby.dk var på besøg i torsdags, var der rig lejlighed til at se nærmere på busproblemet. Det er ikke kun et spørgsmål, om der hovedet kører en bus 26, men også om bagage. Der var hverken helt eller halvt plads til de mange kufferter. Men skal der være det i en bybus?

Vi mødte flere passagerer, som havde valgt at gå til centrum. Der er ca. syv kilometer. Forhåbentlig nåede de tilbage inden Brillance of the Seas sejlede ved 16-tiden.

En taxa fra den ny kaj til Kgs. Nytorv koster ca. 180 kr. Til Tivoli ca. 220 kr.