Finnair topper europæisk flypræcision

Finnairs første A350 i går i Københavns Lufthavn.

LUFTFART: Blandt de europæiske flyselskaber sidste måned var Finnair det mest rettidige, fulgt af KLM og det græske Star Alliance-medlem. I bunden lå Vueling fra Spanien.

Amerikanske Flightstats.com indsamler dagligt punktlighed på ca. 150.000 flyvninger med ruteselskaber verden over. Opgørelserne baseres på ankomstinformation fra flyselskaber, lufthavne og reservationssystemer.

For at et flyselskab kan komme med i opgørelsen kræver det blandt meget andet, at Flightstats har adgang til mindst 90 pct. af alle ankomsttider. Ryanair, Europas største flyselskab, oplyser ikke om dette.

Præcisionstallene afhænger af, hvornår flyet er ved gaten i ankomstlufthavnen. Er det ikke fremme 15 minutter efter tidstabellen, regnes det som forsinket.

Sidste måned var det mest præcise europæiske ruteflyselskab Finnair med en punktlighed på 92,60 pct. for sine 9.416 flyvninger. Nr. 2 var KLM, der havde 91,72 pct. af sine 18.649 flyvninger ved ankomstgaten til tiden. Herefter kom græske Aegean Airlines med 4.727 flyvninger og en rettidighed på 90,63 pct.

Europas mest præcise store flyselskaber med over 10.000 månedlige flyvninger var ifølge Flightstats sidste måned:

KLM med 18.649 flyvninger og en rettidighed på 91,72 pct.,

Iberia: 15.672 – 88,00 pct.,

Lufthansa: 40.129 – 87,58 pct.,

Air Berlin: 14.486 – 87,58 pct. (præcis samme tal som Lufthansa),

Alitalia: 16.954 – 87,41 pct.,

SAS: 25.239 – 84,46 pct.,

Flybe: 10.337 – 84,32 pct.,

Air France: 28.030 – 79,10 pct.,

Norwegian: 10.719 – 78,62 pct.,

Easyjet: 38.484 – 78,45 pct.,

British Airways: 30.581 – 76,77 pct., Swiss: 12.223 – 76,53 pct.

og spanske Vueling med 12.589 flyvninger i marts og en rettidighed på 64,78 pct.

Flightstats havde i marts 26 europæiske ruteflyselskaber i sin opgørelse. Den gennemsnitlige punktlighed for de 26 med 338.864 flyvninger sidste måned var 82,36 pct.