Finnair øger samarbejde med færøsk flyselskab

Færøernes Lufthavn Vagar Atlantic AirwaysLUFTFART: Det finske Oneworld-medlem fortsætter med at tanke danske samarbejdspartnere – senest er interline-aftalen med færøske Atlantic Airways fornyet.

Færøernes Vagar Lufthavn og dermed Atlantic Airways er fortsat på landkortet efter samarbejdet er fornyet mellem Finnair og Atlantic Airways. De to selskabers interline-samarbejde sender f.eks. passagerer fra Færøerne til København, derfra til Helsinki og så f.eks. videre til Asien med Finnair.

Som led i det fornyede samarbejde kan rejsende f.eks. købe gennemgående Finnair-billet fra Færøerne til Asien, og bagagen checkes ind hele vejen til slutdestinationen.

“Finnair og Atlantic Airways giver færingerne en stærk forbindelse til Asien, når vi i fællesskab tilbyder nogle af de hurtigste forbindelser mellem Færøerne og Asien,” siger landechef for Finnair i Danmark, Robert Öhrnberg.

Forleden kunne Finnair melde, at det også har indgået interline-samarbejde med danske Alsie Express, der flyver mellem Sønderborg og Københavns Lufthavn. Finnair har også samarbejde i Danmark med Danish Air Transport samt Sun-Air.

I øvrigt starter Finnair 4. april ny rute fra Helsinki til Billund Lufthavn. Forhåndsinteressen har været så stor, at selskabet starter med større fly end planlagt. Nu skal ruten betjenes med en Embraer 190 med plads til 100 passagerer – og ikke en Embraer 170 med plads til 76.

Fra Helsinki har Finnair foreløbig 15 ruter til Asien, nogle hele året, andre er sæsonbetjente. Igen i år får Finnair ekstra betjening i sommersæsonen af København. Der øges med to afgange fra Helsinki til København på mandage og fredage fra 20. juni til 12. august. Samlet øger Finnair antallet af sæder på København med 6.000 i forhold til sidste år.