Finnair i samarbejde med DAT

datFLYSELSKABER: Karup og Rønne i interline-samarbejde mellem Finnair og Danish Air Transport. Det skal sende passagerer i Karup og fra Bornholm til København og derfra til Helsinki og f.eks. til Asien med Finnair.

Som led i aftalen mellem Finnair og DAT kan bagage nu checkes ind hele vejen til slutdestinationen, hvis de rejsende har gennemgående billet fra Karup eller Rønne til slutdestinationen med Finnair på et af Oneworld-medlemmets asiatiske destinationer.

Finnair og DAT får dermed i fællesskab forbindelser mellem Karup og Rønne til Finland, Baltikum, Rusland, Asien og Australien.

“Jeg er meget glad for, at det nu er lykkedes at få et interline-samarbejde med Finnair,” siger Jesper Rungholm, adm. direktør i Danish Air Transport.

Hos Finnair ser man frem til at gøre mere for de jyske og bornholmske kunder: ”Vores jyske og bornholmske kunder har i lang tid efterspurgt dette produkt, og det er nu nemmere at rejse direkte fra Karup og Rønne til Helsinki og Asien med DAT og Finnair,” siger chef for Finnair Danmark, Robert Öhrnberg.