Farvel til Nyhavn Rejsers direktør

Nyhavn Rejser, fra venstre Lars Mathiasen, Henrik Fuglsang, Lars Ypkendanz og Rikki Sølling. Foto: Preben Pathuel.

Nyhavn Rejser, fra venstre Lars Mathiasen, Henrik Fuglsang, Lars Ypkendanz og Rikki Sølling. Foto: Preben Pathuel.

REJSEBUREAUER: Efter 22 år i spidsen for Nyhavn Rejser går adm. direktør Henrik Fuglsang på pension ved udgangen af denne måned – der var i går afskedsreception. Han sælger samtidig sin aktiepost til rejsebureauets majoritetsejer Aller Media.

En af rejsebranchens kendte profiler, Nyhavn Rejsers adm. direktør, civiløkonom Henrik Fuglsang, træder i en alder af blot 62 år tilbage.

”Jeg har været med til fire flytninger af Nyhavn Rejser,” sagde Henrik Fuglsang i går til standby.dk. ”I staren var vi blot tre ansatte med omsætning for 9. mio. kroner. Nu har vi 65 medarbejdere og omsætning på over 300 mio. kr. Og vi har gennemgået fire flytninger,” sagde han.

I 1988 oprettede Henrik Fuglsang med sin bror, Per, egen investeringsvirksomhed, som i 1992 overtog Nyhavn Rejser, der dengang omsatte for ni millioner kroner om året. Nyhavn Rejser har under Henrik Fuglsangs ledelse gennemgået en udvikling, og bureauet omsætter i dag for over 300 millioner kroner og har 65 medarbejdere.

I 2013 købte Aller Media 70 pct. af aktierne i Nyhavn Rejser og overtager i forbindelse med Henrik Fuglsangs fratrædelse de resterende aktier.

”Det er vemodigt at afslutte den fantastiske rejse, jeg har haft med Nyhavn Rejser og nogle af branchens dygtigste folk, men jeg har med min hustru besluttet at tage hul på en ny epoke i vores liv,” siger Henrik Fuglsang.

Den daglige ledelse af Nyhavn Rejser vil fremover blive varetaget af direktør for Aller Leisure, Rikki Sølling, samt salgsdirektør og bureauchef for Nyhavn Rejser, Lars Mathiasen, og økonomidirektør, Lars Ypkendanz.

Samtidig med Henrik Fuglsangs fratrædelse etableres ny struktur for Aller Medias rejsevirksomhed, Aller Leisure. Det sker for at styrke udvekslingen af kompetencer på tværs af de tre Aller-ejede rejsebureauer, som ud over Nyhavn Rejser er Kulturrejser Europa og Nilles Rejser.

Den nye ledelse i Aller Leisure vil bestå af direktør Rikki Sølling, Lars Mathiasen og Lars Ypkendanz fra Nyhavn Rejser samt Mikkel Blom fra Kulturrejser Europa og Lars Bock fra Nilles Rejser.

Henrik Fuglsang siger farvel til medarbejdere og samarbejdspartnere ved reception 25. juni kl. 16-18 i Nyhavn Rejsers nye lokaler på Folke Bernadottes Allé på Østerbro i København.