Fagforeninger kritiserer lavprisselskaber

lufthavn-passagerer-fly.jpg

FLYSELSKABER: Uden at nævne selskaber ved navn og deres krumspring for at gøre sig billigere via social dumping var ”Pirates of the Sky” overskrift på høring i EU-Parlamentet før påske.

”Skal vi sætte sikkerheden for 800 mio. årlige flypassagerer på spil for konkurrencens skyld,” spurgte Vegard Einan, næstformand i den norske fagforening Parat, der bl.a. organiserer Norwegians kabineansatte i Skandinavien, ved høring denne måned i Europa-Parlamentet.

Vegard Einan var for anden gang i år inviteret til Bruxelles af EU-politikere for at orientere om Parats syn på social dumping i luftfartsindustrien. Høringen var arrangeret af en gruppe venstrefløjs EU-parlamentarikere som repræsenterer 18 partier fra 13 lande.

Overskriften for høringen var ”Pirates of the Sky” – om problemerne knyttet til væksten af flyselskaber, der udnytter smuthuller i lovgivningen for at øge deres profit, skriver Parats hjemmeside og tilføjer:

”Problemet er, at EUs fælles regelsæt er mangelfuldt, når det gælder ansatte i luftfartsindustrien. Mens regulering af den operative side af flytrafik gælder alle EU-lande, kan flyselskaber shoppe og vælge lande med den mest ”bekvemme” lovgivning for beskyttelse af arbejdsgiverne,” sagde Vegard Einan.

Han nævnte bl.a., at mulige nye kabineansatte i irske Ryanair skal betale for deres uddannelse.

”Måden, lavprisselskaberne opererer på, fører til, at flysikkerheden udfordres,” sagde Vegard Einan i EU-Parlamentet.

Blandt deltagerne i høringen var professor Peter Turnbull fra universitetet i Cardiff, som sagde:

”Lavprisselskaberne prøver at undgå love og reguleringer og udnytte smuthuller i lovgivningen i de lande, de etablerer sig i. Der er behov for bedre EU-regulering.”

Også formanden for 3F fagforeningen i Kastrup, Henrik Bay-Clausen, deltog i konferencen. Han sagde bl.a.:

”Social dumping breder sig. Hvad der nu sker i luften, lander på et tidspunkt på jorden. Lavprisselskaberne er kommet for at blive, men vi må tage fat i deres tvivlsomme forretningsmetoder. Alle flyselskaber er velkomne, men det skal være under ordnede forhold, med fastansættelser og rimelige overenskomster.”