Fagforening hædrer morgenbolledamer

0
Fra 3F Kastrups uddeling af sine Aktivpriser i går, forrest Anne Marie Helger, i midten 3F-formand Henrik Bay-Clausen og i baggrunden fagforeningens ”morgenbolledamer.”
Fra 3F Kastrups uddeling af sine Aktivpriser i går, forrest Anne Marie Helger, i midten 3F-formand Henrik Bay-Clausen og i baggrunden fagforeningens ”morgenbolledamer.”

LUFTFART: Hvert år på arbejdernes internationale kampdag, 1. maj, uddeler den største fagforening i Københavns Lufthavn, 3F, aktivitetspriser. I går gik de til kendt skuespiller og foreningens ”morgenbolledamer.”

3F Kastrups Aktivprisen gives oftest til en ”ude fra” og til en eller flere medlemmer fra 3F Kastrups egne rækker.

”Anne Marie Helger blander charme, skarphed, humor og selvironi, når hun går i brechen for anstændighed og ordentlighed. Hun er altid på de svages side. Alligevel kan hun få folk til at lytte – og more sig. Den slags har vi brug for, og det vil 3F Kastrup gerne værdsætte,” siger 3F Kastrups formand, Henrik Bay-Clausen.

”Morgenbolledamerne” er den uundværlige gruppe af frivillige, der sikrer god forplejning til debatmøder, foredrag og andre aktiviteter i fagforeningen.

Navnet ”morgenbolledamerne” fik de da 3F delte morgenbrød og materialer ud, for at protestere mod forringelserne af efterlønnen.

”De stod op før Fanden får sko på og lavede morgenmaden. Siden er engagementet udvidet og nu er ’damerne’ en fast og vigtig del ved oplysningsaktiviteter hos 3F Kastrup”, siger Henrik Bay-Clausen og tilføjer: ”De friske kvinder yder et fantastisk bidrag til, at vi kan fylde vores mødesal til debatter, foredrag, valgmøder og meget mere. Vi ser dem ikke, når de laver mad, når de bagefter vasker op – de gør ikke meget væsen af sig.  Men i dag vil vi have dem frem i rampelyset og sige kæmpe tak,” sagde 3F Kastrups formand ved prisoverrækkelsen den 1. maj.

Aktivprisen blev indstiftet i forbindelse med 3F Kastrups 100 års jubilæum i 1996 og uddeles hvert år ved 1. maj arrangementet. Aktivprisen gives til ”personer eller grupper, der aktivt arbejder for at sikre, forbedre eller beskrive livsvilkårene for almindelige arbejdere. Dette glæder både arbejdsmæssigt, kulturelt, miljømæssigt, uddannelsesmæssigt, historisk, videnskabeligt mv.”

Skriv en kommentar

Skriv din kommentar
Skriv dit navn