Færøernes Lufthavn vil øge toldfrit salg (opdateret)

0

Færøernes lufthavn toldfri butikLUFTHAVNE: Fra midten af oktober er Færøernes Lufthavn klar med nyt tilbud, der primært henvender sig til hyppigt rejsende, der ikke vil stå i kø for at købe toldfri varer i lufthavnen. Planen skal give lufthavnen omkring fem mio. kr. i årlig ekstra indtægt.

70 pct. af passagererne i Færøernes Lufthavn, Vagar, handler ved afrejse eller efter ankomst. Men lufthavnens direktør, Jakup Sverri Kass, vil også gerne have fat i de rejsende, som ikke benytter sig af de billige priser og gode tilbud i lufthavnen.

”Derfor forventer vi fra midten af oktober at være klar med ny mulighed, som vi kalder Kasse 4. På vores hjemmeside vil rejsende snart kunne bestille de ønskede varer fra vores brede sortiment – disse varer vil så stå klar til afhentning inden afrejse eller ved ankomsten. Man skal ikke tænke på betaling, det vil også kunne klares online,” sagde Jakup Sverri Kass i går til standby.dk under den årlige rejsemesse Vestnorden, som Færøerne i år har været vært for, og som slutter i dag.

Færøernes Lufthavn sælger for ca. 50 mio. kr. varer i sin store toldfrie butik om året – priserne er klart lavere end i Københavns Lufthavn. Jakup Sverri Kass gætter på besparelser på 8-15 pct. Lufthavnsdirektøren forventer, at det kommende nye tilbud fra den toldfri butik kan øge salget med op til 10 pct.

En stor fordel ved at flyve med f.eks. færøske Atlantic Airways til Færøerne er, at passagerer også efter landing kan købe hvad de vil af varer.

Den toldfri butik i Vagar-lufthavnen ejes næsten ligeligt af Atlantic Airways og lufthavnen, sidstnævnte har dog en lidt større aktiepost.

For at tiltrække flere nye ruter og passagerer nedsatte lufthavnen tidligere i år sin passagerafgift fra 185 til 165 kr.

Vagar Lufthavn forventer igen i år passagerrekord. Mens lufthavnen sidste år for første gang kom over de 250.000 forventes tallet i år at stige omkring ni procent til 270-275.000 rejsende.

Skriv en kommentar

Skriv din kommentar
Skriv dit navn