Fængslet for bombe-snak i lufthavn

CREATOR: gd-jpeg v1.0 (using IJG JPEG v62), quality = 75

LUFTHAVNE: To græske passagerer varetægtsfængslet 13 dage for bombe ”joke” onsdag i Københavns Lufthavn. Som følge af ”joken” var Terminal 3 evakueret en times tid og flere fly blev forsinket.

De to græske mænd på 33 og 65 år blev torsdag varetægtsfængslet, mens de afventer en retssag. Ved check-in sagde duoen, at de havde en bombe i tasken. Personalet forklarede, at man ikke skal lave sjov med det i en lufthavn.

”Herefter siger de på engelsk, at det er alvor. Den ene fortæller, at den anden er ham, de eftersøger i Paris,” siger Henrik Vedel fra Københavns Politi til TV2.

Efterforskningsleder Jakob Søndergaard siger til Ritzau: ”Det virker, som om at de selv syntes, de var komikere. Det er ikke sikkert, at de synes, det er så sjovt, efter at de har sovet i Vestre Fængsel.”

TV2.dk skriver, at i lignende sager, er den slags endt med fængselsdomme. Senest i august i år, hvor en 15-årig dreng fra Norge i Københavns Byret fik 30 dages fængsel samt udvisning af Danmark i seks år. Drengen bar i Københavns Lufthavn en taske, som der kom biplyde fra. Han havde ved indtjekningen udtalt sig på måde, som gav en kvindelig ansat grund til at tro, at der var en bombe i tasken.